Der står 10 point ud for Finlands topscorer ved årets VM, og selvom han kun er 18 år, har Patrik Laine med seks scoringer og fire assist leveret en indsats ved årets turnering, der spår ham en lysende fremtid på isen. Alligevel er det ikke ham, der stjæler al opmærksomheden i det danske landsholds forberedelser til torsdagens VM-kvartfinale.

»Ishockey går så hurtigt, at du ikke kan løbe og være nervøs for lige præcis dén spiller, for så er der en anden, der scorer målet. Det gælder om at holde sig til kampplanen,« siger landstræner Jan Karlsson.

Men en spiller, der forventes at blive draftet som nummer ét eller to i årets NHL-draft kan man trods alt ikke ignorere helt.

»Man holder da lidt øje med ham (Patrik Laine, red.), men de har 12 dygtige angribere, det er ikke ham, der har vundet for dem overhovedet. Han er en del af holdet, men det er alle, man skal være hårde imod,« siger Stefan Lassen, der sammen med resten af forsvaret skal forsøge at holde ham fra fadet.

Lars Eller har sin daglige gang i NHL, og derfor kender han ikke meget til de finner, der spiller i Europa, men han ved, hvad selv ung kvalitet, som det Patrik Laine og Sebastian Aho besidder, kan gøre ved et hold.

»De er målfarlige. Sådan er det med unge spillere, der kommer ind med en masse vilje og fart. Det har måske løftet dem alle sammen lidt. Det kører meget godt for dem indtil videre,« siger Lars Eller.

Men Finland er meget mere end to teenagere. Og det ved de danske landsholdsspillere ganske udmærket.

»Finnerne har vel næsten altid været kendt for at have rigtig stærke hold og stærke kæder har de også i år. De har så mange dygtige spillere, så det ville være dumt at pege en ud, når de har så godt et hold,« siger Morten Madsen, der er en af de danske spillere, som har erfaringen fra VM-kvartfinalen i 2010 at trække på torsdag eftermiddag.

VM-kvartfinalen mellem Danmark og Finland spilles torsdag kl. 15.15.