Med den problematiske MP4-29 i baghovedet ville han nok allerhelst have en ny McLaren til alverdens Formel 1-baner. Men nu får han i det mindste en ny McLaren til gadebrug: Kevin Magnussen har bestilt en McLaren 650S, der leveres senere i år.

FØLG KEVIN MAGNUSSEN I ØSTRIG HER

- Det er en fantastisk bil – jeg har bestilt den i farven ’Candy Apple Red’, siger den danske Formel 1-kører i forbindelse med Østrigs Grand Prix.

Den voldsomme McLaren 650S, der blev præsenteret på biludstillingen i Geneve i foråret, er udstyret med em 3,8-liters V8 turbomotor, der leverer 650 hestekræfter.

Bilen er opbygget i kulfiber og aluminium og har en topfart på cirka 330 km/t.

- Den er en del af hans aftale med teamet, og den skal bruges i England. I Danmark kører Kevin en Mercedes, siger McLaren presseofficer Silvia Frangipane til BT.

Selv med en klækkelig medarbejderrabat er der tale om en af verdens dyreste biler:

I England koster den cirka to millioner kroner. På danske nummerplader? Hvis man behøver spørge, har man næppe råd.

Der er tale om et stort skridt på den automotive rangstige for den 21-årige dansker, der stadig er for ung til at leje bil i en lang række lande.

- Min første bil var en Fiat Cinquento, som jeg købte for omkring 1000 kroner, afslører han.