Brøndby præsenterer senere tirsdag en 'markant tilføjelse til spillertruppen'. En ny nummer 11 vil få lov at møde fans og presse i Michael Laudrup Loungen. Meget sigende - for det var netop Michael Laudrup, der i sin tid hentede Elmander til Brøndby.

Og alt tyder på, at det bliver Johan Elmander, for ifølge bt.dks oplysninger var sportsdirektør Per Rud og cheftræner Thomas Frank mandag til stede på Bella Sky-hotellet i København, hvor de i et af hotellets konferencelokaler mødtes med dagens nyindkøb og hans agent - Johan Elmander og Anders Wallsten.

Her kunne de hive kontrakten frem og se Elmander sætte sin underskrift på denne. BT erfarer, at den 33-årige svensker får en toårig aftale med Brøndby, når han klokken 13.30 trækker sin nye Brøndby-trøje over hovedet og fremviser rygnummer 11.

Du kan se præsentationen af Elmander på bt.dk kl 13.30 - KLIK HER.

Og det bliver en smuk dag for de Brøndby-fans, der har savnet deres tidligere guldhelt. For Johan Elmander skal i den kommende sæson forsøge at genvinde guldet til den københavnske vestegn. Præcis som han var med til da Brøndby senest vandt det danske mesterskab i 2005.

Dengang scorede svenskeren ni mål i 27 kampe, mens hans 'nye' holdkammerat Thomas Kahlenberg noterede sig for 13 mål. Nu bliver den farlige duo så genforenet. Ni år senere.