Vildledningen fandt sted, da Lars Larsen tonede frem i alt 45 reklameindslag på TV2, TV3 og TV-Danmark den 5. august 1998 med et af sine berømte tilbud. Denne gang var det i anledning af Lars Larsens 50-års fødselsdag.
Omgivet af hvide og mønstrede dyner lød det lokkende fra Lars Larsen: "Ja, men I skal også have et helt vanvittigt fødselsdagstilbud. Værsgo. Dyner. Frit valg 50 kroner uanset tidligere priser. Hvad siger I så?".
Samtidig kundgjorde en tekst på skærmen: "Tilbuddet gælder kun hvide og mønstrede dyner. 50 kr. uanset førpris."
Næste dag stormede folk ind i Jysk Sengetøjslagers afdelinger rundt om i landet, blot for at få en lang næse.
Ekspedienterne kunne nemlig fortælle, at tilbuddet kun gjaldt dyner, der tidligere kostede op til 149 kr.
Behandlingen resulterede i en strøm af klager til Forbrugerombudsmanden. Han bad politiet i Århus efterforske sagen, der nu er endt hos fuldmægtig Peter Knudsen i Forbrugerstyrelsen. Han fører på mandag for Forbrugerombudsmanden sagen med krav om en halv mio kr. i bøde.
"En bøde er den eneste mulighed for sanktion," siger Peter Knudsen.
I anklageskriftet i Sø- og Handelsretten står:
"Fødselsdagstilbuddet blev opfattet, som det gjaldt ALLE hvide og mønstrede dyner, selv om det rent faktisk kun gjaldt hvide mønstrede dyner, der før havde kostet op til 149 kr."
Radio- og TV-klagenævnet har tidligere afgjort, at reklamen var vildledende. Men mere kunne nævnet ikke gøre, da der var tale om en reklame, som kun skulle bruges en enkelt aften.
Forbrugerombudsmanden kan gå lidt længere og kræve en bøde. Og selv om reklamen kun var ment som en een-aftens-forestilling, så toner den på mandag igen frem på TV-skærmen, når den bliver vist som bevis i Sø- og Handelsretten.
Advokat fra advokatfirmaet Interlex i Århus, Niels Lyhne, vil på vegne af Lars Larsen på mandag kræve total frifindelse.
"Jeg ved, at Lars Larsen ikke vil have mig til at kommentere sagen yderligere inden retssagen. Så min mund er lukket," siger Niels Lyhne.