Hører du til dem, der hysterisk tjekker sidste holdbarhedsdato og smider mælken eller osten ud, når blot den er ved at nærme sig sidste holdbarhedsdato, så vil du nok ikke have det godt med at sætte tænderne i noget 10 år for gammelt dåsemad.

Men ikke desto mindre er det lige netop, hvad der er sket for flere svenskere. En svensk grossist er nemlig blevet afsløret i at have fusket med datomærkningen og solgt 19 år gammelt, råddent kød på dåse.

I 20 butikker i Stockholm og i tre butikker i Göteborg blev dåserne med det gamle kød solgt, før den svenske miljøforvaltning opdagede snyderiet og tilbagekaldte dåserne.

Fødevarestyrelsen i Danmark mener ikke, at en lignende episode har fundet sted på dansk jord. Men alligevel skal danskerne ikke føle sig for sikre på, at lignende snyd ikke kunne ramme den danske dåsemad.

- Sommetider kan man blive overrasket over, hvad der kan ske og, hvad man kan finde. Så vi vil da ikke afvise, at det kan ske i Danmark. Men det er virksomhedernes ansvar, at det de sælger er i orden, og det, der er sket i Sverige, er absolut ikke i orden, siger Erik Jepsen.

Ifølge Fødevarestyrelsen er det producenten, der har ansvaret for, at det der bliver produceret er i orden. Men sælgeren har dog også et medansvar.

- De, der sælger varerne, har en forpligtelse til, at de altid skal kunne spores et led tilbage og et led frem. Det betyder, at hvis du sælger mig en dåse med nogle fødevarer, så skal du kunne fortælle fødevaremyndighederne, hvor det stammer fra, forklarer Erik Jepsen og henviser til, at der i de senere år også har været andre former for snyd.

En af de mest omtalte er Super Best-sagen fra 2009, hvor Supermarkedskæden blev afsløret for i flere tilfælde at ompakke kød og ændre datomærkningen.

- Det er snyd, det er svindel, og det er uærligt overfor forbrugerne, siger Erik Jepsen og tilføjer, at Fødevarestyrelsen holder løbende kontrol med fødevaresikkerheden i butikkerne. Sommetider får styrelsen desuden en henvendelse fra en forbruger eller en ansat hos en producent, der klager over forholdene.

- At der kan foregå svindel, det er der ingen, der kan afvise, men hvis vi får en efterretning om svindel, så er det noget, vi reagerer på, lyder det fra Erik Jepsen.