Discountbutikken Lidl trækker et parti Classic Brunchpølser tilbage, da der er risiko for, at de kan give en allergisk reaktion hos dem, der spiser pølserne.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Pølserne er blevet trukket tilbage, da der er risiko for, at de indeholder ost, som ikke er deklareret på produktet.
'Personer med allergi overfor mælkeprotein og laktose kan få en allergisk reaktion, hvis de spiser produktet,' oplyser Fødevarestyrelsen.
Helt præcist er der tale om Pålægsslagteren Classic Brunchpølser med en holdbarhedsdato, der hedder bedst før den 17. juni 2017. Produktet er produceret i Sverige.
Pølserne er blevet solgt i kædens butikker landet over. Hvis du har købt dem, anbefales det, at du kasserer dem eller leverer dem tilbage til den butik, hvor du har købt dem.
