'Fodboldtossen' Ronni, der løb på banen 2. juni 2007 i opgøret mellem Danmark og Sverige, fortæller til den svenske avis Aftonbladet, at han ikke dukker op til Danmarks kommende playoff-kamp mod Sverige.

Det vil altid stå som et af de mørkeste øjeblikke i dansk fodboldhistorie, da en fuld tilskuer invaderede banen, slog ud efter dommer Herbert Fandel og ødelagde den danske drøm om at komme til EM.

Tilskueren blev - sammen med Christian Poulsen, der slog Markus Rosenberg i maven - syndebuk for hele Fodbolddanmark og sendt ud i et gigantisk mediestormvejr.

Foruden klækkelige bøder og en fængselsstraf fik danskeren også forbud mod at komme i Parken i nogle år, men det forbud er nu udløbet, og derfor er han i princippet berettiget til at komme ind og se Danmarks playoff-kamp mod Sverige 17. november. Det kommer dog ikke til at ske, fortæller han til Aftonbladet.

»Nej, og det kommer jeg heller ikke til i mange år frem,« siger han og fortsætter:

»Jeg gjorde noget vældig dumt i 2007. Jeg forstår, hvis der findes en stor gruppe af mennesker, som ikke vil se mig derinde.«

Sverige fik dengang tildelt en skrivebordssejr på 3-0 på trods af, at kampen stod 3-3 ved 'fodboldtossens' invadering af banen.

I dag, otte år efter episoden, lever Ronni et lykkeligt liv.

»Jeg har lagt episoden bag mig. Den bliver selvfølgelig genoplivet nu, hvor Danmark og Sverige skal mødes, men i den øvrige del af mit liv har jeg en fantastisk familie og en kone, som støtter mig hele tiden, mange gode venner og et ansvarsfuldt og godt job, som jeg trives med,« siger han til Aftonbladet.

I 2012 indgik 'fodboldtossen' et forlig med Dansk Boldspil-Union, så han slap med at betale 250.000 kroner i erstatning.