På Krim-halvøen har bevæbnede mænd onsdag truet FNs særlige udsending til Ukraine. Samtidig er der masseslagsmål i byen Donetsk i det østlige Ukraine.
UKRAINE: FN-generalsekretær Ban Ki-moons særlige Ukraine-udsending, Robert Serry, blev onsdag stoppet i sin bil af bevæbnede mænd på Krim-halvøen. Det bekræfter Ukraines udenrigsministerium over for nyhedsbureauet Reuters.
FNs vicegeneralsekretær, Jan Eliasson, uddyber, at Robert Serry blev truet. En række bevæbnede mænd omringede Serrys bil, og beordrede ham til at forlade Krim omgående, mens mændene blokerede for, at han kunne komme væk. I stedet måtte han sammen med andre FN-udsendte flygte til fods ind på en kaffebar.
Ifølge Reuters flygtede de FN-udsendte i en ventende bil uden for kaffebaren, mens omkringstående råbte »Putin! Putin!«
Gruppen af FN-udsendte har angiveligt besluttet sig for at stoppe deres mission efter episoden og er blevet eskorteret til lufthavnen af en politikaravane, oplyser den britiske TV-station ITN, som har en reporter på stedet.
Russiske styrker har reelt taget kontrol over Krim-halvøen med belejringer af vigtige strategiske poster og militærbaser. Officielt nægter Rusland dog, at der er sendt yderligere militærstyrker til Ukraine.
Sideløbende med konflikten på Krim udspiller sig et andet drama i det østlige Ukraine. Her har prorussiske demonstranter, der mandag trængte ind i den lokale regeringsbygning i den østukrainske by Donetsk, atter indtaget bygningen efter at være blevet drevet ud, skriver Reuters og AFP.
Generobringen af bygningen har efterladt omkring ti sårede, da de unge prorussiske demonstranter kæmpede sig igennem det ukrainske politis afspærringer. Det russiske flag vajer igen over bygningen, og de flere hundrede demonstranter udbrød slagord som »Rusland!« og »Fascisme, ingen adgang!«, da de brød igennem afspærringen, rapporterer en AFP-journalist på stedet.
Donetsk er den nu afsatte præsident Viktor Janukovitjs hjemby, og den er en af de omkring seks byer i det sydlige Ukraine, som har oplevet voldsomme prorussiske demonstrationer siden lørdag, hvor præsident Putin annoncerede, at Rusland har ret til at invadere Ukraine.
Men det er ikke kun prorussiske demonstranter, der har indtaget gaderne i Donetsk. Tirsdag var der samlet omkring 1.500 ukrainere foran den besatte regeringsbygning med skilte, der lød: »Vi vil ikke være en del af Rusland. Turister, gå hjem!«
Onsdag eftermiddag mødtes udenrigsministre fra nogle af verdens mest indflydelsesrige lande i Paris for oprindeligt at drøfte situationen i Libanon, men som reelt er blevet et krisemøde om Ukraine.
John Kerry fra USA, Sergej Lavrov fra Rusland, briten William Hague, tyske Frank-Walter Steinmeier og Laurent Fabius fra Frankrig er alle deltagere. På mødet har Kerry opfordret Lavrov til at tale direkte med den ukrainske udenrigsminister, Andrij Deshchytsia, der også er i Paris, om en løsning på konflikten.