FN-medarbejdere beskyldes for nye misbrugssager i Haiti
FN-ansatte er nok en gang i søgelyset for at have misbrugt deres stilling ved at udnytte haitianske børn seksuelt.
FN-ansatte er nok en gang i søgelyset for at have misbrugt deres stilling ved at udnytte haitianske børn seksuelt.
FN er endnu en gang ramt af anklager om seksuelt misbrug og udnyttelse af børn i Haiti.
Flere FN-betjente er under mistanke for at seksuel udnyttelse af lokale børn, siger FN-talsmand Martin Nesirky. En af sagerne involverer flere betjente fra hovedstaden Port-au-Prince. De er alle suspenderet fra tjeneste, mens undersøgelserne står på, understreger han. Han ville dog ikke offentliggøre mændenes nationalitet.
- FN er forfærdet over disse beskyldninger, og tager sit ansvar meget seriøst, siger Martin Nesirky.
De nye anklager kommer blot et par måneder efter, at seks FN-tropper fra Uruguay blev anklaget for at voldtage en haitiansk mand og filme det med en mobiltelefon. Den sag er blevet videreekspederet til rettergang i Uruguay.
Anklager om misbrug er et tilbagevendende fænomen i FN og har været det siden forbundets første fredsbevarende missioner 50 år tilbage i tiden.
Det er et område FN har sat særligt fokus på, siden organisationen i 2005 fik kendskab til en række fredsbevarende FN-soldater, der under en mission i Congo havde sex med congolesiske kvinder og piger i bytte for mad eller småbeløb.
Det fik FNs fredsbevarende afdeling til at etablere en nul-tolerance politik over for seksuelt misbrug. Det nye adfærdskodeks gælder alle 110.000 FN-styrker, der er udstationeret verden over. Samtidig har officerer og FN-personel gennemgået kurser, der skal træne dem i at forhindre misbrug.
Mandag blev en 58-årig tysk mand erkendt skyldig i pædofili ved en domstol i den tyske by Landshut. Manden blev idømt 4,5 års fængsel for misbrug af flere mindreårige børn på Haiti, mens han arbejdede som nødhjælpsarbejder i det jordskælvshærgede land.
Manden stod i spidsen for en Berlin-baseret hjælpeorganisation, og blev anholdt, da han forsøgte at smugle et af sine ofre, en 11-årig haitiansk dreng, med ind i Tyskland.
Ifølge de tyske myndigheder har manden flere gange været rejst til Haiti, hvor han arbejdede på et projekt, der hjalp lokale gadebørn. Den 11-årige dreng bor nu hos en tysk familie.