FN kommer næppe til at mægle
FN kommer næppe til at mægle
FN kommer næppe til at mægle
FN kan godt mægle mellem Danmark og Færøerne på trods af rigsfællesskab. Men det kræver, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) accepterer at inddrage FN, siger lektor i statskundskab på Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen. I aftes afviste statsministeren kategorisk Færøernes forslag om at lade FN mægle med den begrundelse, at FN ikke er relevant i forhold til rigsfællesskabet.
- Det er korrekt, at der i FN-pagten ligger, at man ikke må blande sig i et lands interne anliggender. Men den part, der har suveræniteten over det pågældende område, i det her tilfælde regeringen, kan sætte den barriere ud af kraft ved at acceptere, at der kommer en tredje part ind og fungerer som mægler. Men der bliver ingen FN-mægling, hvis regeringen ikke vil, siger Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i FN-systemet.
Skulle regeringen og det færøske landsstyre blive enige om at bede FN mægle, er det op til FN at vurdere, om sagen er tilstrækkelig "stor" til, at man vil gå ind.
- FN kan godt afvise sagen sagen med den begrundelse, at den er for lille, men da Danmark er en væsentlig bidragyder og støtte til FN, vil man sandsynligvis sige ja, siger Peter Viggo Jakobsen.
/ritzau/