FN: En million syrere har brug for hjælp
I Syrien har op mod en million mennesker brug for humanitær hjælp, vurderer FN. Fødevareforsyninger kan være på vej til 500.00 syrere.
I Syrien har op mod en million mennesker brug for humanitær hjælp, vurderer FN. Fødevareforsyninger kan være på vej til 500.00 syrere.
Situationen i det uroplagede Syrien er nu så tilspidset, at en million syrere har behov for humanitær assistance, anslår FN.
Der er blandt andet behov for at sende fødevarer ind i landet, hvor priserne på mad er steget med 30-60 procent i det år, konflikten har varet. Samtidig er der knaphed på fødevarer i nogle dele af landet.
Der er allerede blevet sat ind fra det internationale samfunds side, men indsatsen står ikke mål med behovet. Nødhjælpsorganisationerne Røde Halvmåne og World Food Programme (WFP) har i løbet af de seneste par måneder uddelt mad til 250.000 syrere, men i løbet af juni håber WFP på, at kunne forsyne 500.000 sultne syrere med mad.
Indbyggerne i Syrien har desuden også behov for basale fornødenheder som hygiejne artikler, medicin, køkkenudstyr og madrasser, oplyser FN. Mange familier har været nødt til at flygte fra deres hjem for at undgå at havne midt i de voldelige zoner, og derfor har nødhjælpsorganisationer haft travlt med at hjælpe dem med at skaffe de mest basale fornødenheder. 78.000 syrere er flygtet til et af Syriens nabolande under konflikten, som trækker spor tilbage til januar 2011. Inspireret af Det Arabiske Forår gik det syriske folk på gaden i flere byer i protest mod præsident Bashar al-Assads udemokratiske styre. Styret valgte at sætte soldater ind mod de fredelige demonstrationer, og siden er situationen eskaleret. I dag menes 10.000 personer at være blevet dræbt i kampene mellem oprørsstyrker og regeringens soldater.