Flyvende Kjeldsen: Min bedste dag
25-årige Søren Kjeldsen lignede en mand, der kunne flyve hele vejen hjem til Gistrup ved Aalborg, da han kom ud fra teltet efter at have skrevet under på en ny fornem score på 69 slag.
25-årige Søren Kjeldsen lignede en mand, der kunne flyve hele vejen hjem til Gistrup ved Aalborg, da han kom ud fra teltet efter at have skrevet under på en ny fornem score på 69 slag.
"Det er min bedste dag nogensinde på en golfbane. Den opbakning, jeg fik undervejs fra de mange danske tilskuere, var helt ufattelig," storsmilede golfdanskernes nye helt.
"En niendeplads i dette selskab med fem spillere fra verdens top-10 er bedre end den andenplads, jeg spillede mig til sidste år i Qatar," kommer det fra Søren Kjeldsen, mens han slukker tørsten i en cola.
Det burde have været champagne, men Kjeldsen er ikke en mand med de store armbevægelser.
Han har virkelig grund til at smile. For det første kommer der 390.000 kroner ind på kontoen, og dermed er Søren Kjeldsen så at sige sikker på kortet til næste sæson.
For det andet fik han en ganske rædselsfuld start på turneringen ved at være seks slag over par efter de første 13 huller.
"Jeg var så langt nede, at jeg spurgte Charlotte (kæresten, red.), om jeg skulle ændre på min målsætning. Hun var klog nok til at fortælle mig, at det ville være dumt, for så skulle jeg måske til at ændre målsætning igen efter næste uge. Så målet for dette år er stadig at vinde en turnering på Europa Touren og slutte blandt de 30 bedste på pengelisten," lyder det fra spilleren, der reddede dagen for over 2000 danske golffans.
Unge Kjeldsen spillede de sidste 59 huller 15 slag under par og helt uden bogeys. 15 under var også vinderscoren.
"Det har jeg aldrig gjort før. Det beviser, at jeg nu kan spille lige op med de allerbedste. Det giver selvfølgelig en fantastisk selvtillid. Jeg opdagede pludselig, at jeg slår ligeså langt som de andre. Min nye Ping-driver, som jeg har spillet med siden turneringen i Dubai, betyder 20 meter ekstra i mine drives."
Sidstedagen blev en prøve for Kjeldsens tålmodighed, og den prøve bestod han.
"Jeg måtte vente til ottende hul med den første birdie, og så kom den på det allersværeste putt fra otte meters afstand og nedad," siger han.
Senere fulgte birdies på 14. og 15. hul og et enormt bifald fra ca 10.000 tilskuere, da danskeren gik de sidste 150 meter op mod greenen på 18. hul.
"Vi takker de mange danske tilskuere, der har taget turen til Hamborg," lød det fra speakeren.
Værtsnationens spillere havde svigtet, så i stedet måtte man glæde sig over Kjeldsens stærke indsats.
Er det tiden med en Danish Open?
"Det synes jeg. Vi er efterhånden nogle stykker, der kan gøre os gældende helt fremme. Og interessen hos tilskuerne er jo kæmpestor, har vi kunnet se de tre seneste dage," siger Søren Kjeldsen, der de tre næste uger spiller i England og Wales.
Problemet omkring en Danish Open er blot at skaffe de 25 mio. kr., der skal bruges for at få de bedste med.
Men at Kjeldsen har ret ses bedst af, at der nu er fire danskere blandt pengelistens første 52 spillere. Thomas Bjørn er nummer 16, Anders Hansen nummer 37, Søren Kjeldsen nummer 51 og Søren Hansen nummer 52. De 55 bedste deltager ved Volvo Masters senere på sæsonen.
Thomas Bjørn sluttede med en runde i 68 og lignede en glad mand.
"Jeg slår to dårlige slag undervejs, som koster to bogeys. Men ellers var det en god måde at slutte ugen på. I dag satsede vi på, at jeg slog de 10 ekstra meter med mine jern, og det viste sig korrekt.
Jeg synes selv, der er sket stor fremgang, siden jeg spillede den første runde i sidste uge," siger Thomas Bjørn.
Sejrsvante Tiger Woods, der førte før sidstedagen, blev noget overraskende ikke blot indhentet, men også overhalet af vinderen for to år siden, Lee Westwood. Den lille englænder gik sidste runde i 64 slag og var tre slag foran italieneren Emanuele Canonica. Woods måtte nøjes med at dele tredjepladsen med Jean van der Velde og Ian Woosnam.