Flyselskab sender alle Boeing 787-fly i garagen efter nødlanding
Det japanske flyselskab ANA vil undersøge alle dets fly af typen Boeing 787 efter en nødlanding.
Det japanske flyselskab ANA vil undersøge alle dets fly af typen Boeing 787 efter en nødlanding.
All Nippon Airways (ANA) har kørt samtlige selskabets 17 fly af typen Boeing 787 i garagen til inspektion efter en nødlanding i det vestlige Japan onsdag, skriver Reuters.
Alle passagerer blev evakueret efter flyets advarselssystemer havde meldt om en »batterifejl« om bord på flyet.
Den seneste hændelse er bare en i rækken af problemer med Boeings nye Dreamliner 787. Der er tidligere meldt om problemer med brændstoflækager, en batteribrand, problemer i ledningssystemerne, fejl på flyets bremser og et revnet cockpitvindue i sidste uge.
Ifølge flyselskabet blev 129 passagerer og otte besætningsmedlemmer evakueret efter indikationer fra måleinstrumenter i flyets cockpit viste, at der var fejl på et batteri, og piloten kunne »lugte noget mærkeligt.«
Firmaet er stadig i gang at undersøge, om der var røgudvikling i cockpittet.
- Fly 692 forlod lufthavnen i Yamaguchi i det vestligt Japan kort efter klokken 8 lokal tid med retning mod lufthavnen i Haneda nær Tokyo, men måtte nødlande tre kvarter senere efter der var blevet set røg i cockpittet, siger en talsmand for lufthavnsmyndighederne i Osaka.
En talsmand for Boeing siger til Reuters, at »vi har set rapporterne, er opmærksom på hændelserne og vil arbejde sammen med kunderne for at løse problemerne.«
Japan er indtil videre det største marked for Boeings nye Dreamliner, hvoraf ANA og Japan Airlines ejer 24 af de 50, der er leveret indtil i dag.
BNB