SVERIGE: På den anden side af Øresund mærker man for alvor en voksende flygtningestrøm. I årets første ni måneder har 29.713 personer søgt asyl i Sverige, og det er en stigning på 48 procent i forhold til samme periode sidste år.

Samtidig viser flygtningestrømmen ingen tegn på at stilne af, meddeler de svenske udlændingemyndigheder ifølge b.dk.

Flygtningepresset betyder, at indkvarteringssituationen lige nu er »anstrengt,« og derfor er det svenske Migrationsverket gået i gang med skaffe flere og alternative overnatningsmuligheder rundt om i Sverige.

- Vi ser ingen tegn på, at antallet af asylansøgere, som har brug for et sted at bo, vil falde. Tværtimod viser vores prognose, at behovet fortsat vil øges, hvilket indebærer, at vi nu over en bred front leder efter boliger, siger Migrationsverkets driftschef, Caroline Henjered, i en pressemeddelelse ifølge b.dk.

Det kan for eksempel blive nødvendigt at leje sig ind på vandrehjem og i hytter, hedder det.

Hver uge søger mellem 1.100 og 1.300 personer asyl i Sverige. Fra Syrien alene er der kommet 4.297 asylansøgere i løbet af årets ni første måneder, oplyser Migrationsverket.

Modsat Udlændingestyrelsen i Danmark har de svenske myndigheder har vurderet, at situationen i Syrien er så alvorlig, at alle asylansøgere derfra nu få tre års midlertidigt ophold. I Danmark behandles hver sag stadig individuelt, men næsten 90 procent af syriske asylansøgere ender med at få ophold, viser de foreløbige tal fra Udlændingestyrelsen. Samtidig bliver ingen i øjeblikket tvangshjemsendt til Syrien på grund af volden i landet.

I Danmark kommer de fleste asylansøgere pt. fra Somalia, Syrien og Afghanistan. Til og med august i år har 3.731 personer søgt asyl i Danmark. Til sammenligning var tallet i Sverige 29.713 ved udgangen af september.

Selvom Danmark altså får markant færre ansøgere end Sverige er der alligevel pres på de danske asylcentre og forventninger om en del flere asylansøgere end i 2011. I sidste uge åbnede et nyt center i Ranum i Vesthimmerland med plads til 200 asylansøgere. De første 50 beboere, som allerede er flyttet ind, stammer blandt andet fra Syrien, Burma og Iran.

Udlændingestyrelsens kontorchef, Thomas Mortensen, roser Vesthimmerland Kommune for samarbejdet om centret.

- Det er vi meget glade for i en situation, hvor der er et stigende behov for indkvartering af asylansøgere. Det er kommunens første operatøropgave, og der har i den forbindelse været god bistand fra Jammerbugt Kommune, som driver flere asylcentre ikke langt fra Ranum, siger han til b.dk.

Ved udgangen af august sad der 5.499 personer indkvarteret i de danske asylcentre, og udgifterne til indkvarteringen er steget voldsomt de seneste år.