I dag er der gået 270 dage siden, Bjørn Ihler flygtede for Anders Breivik på Utøya. Han reddede to små drenge, så sine venner blive dræbt og var sikker på, at han selv ville dø.

270 dage er måske lang tid, men der er ikke gået en eneste dag, uden Bjørn har gennemlevet tragedien. Ikke et eneste øjeblik, siger han stille og kigger tomt frem for sig.

- Det er der hele tiden. Det er der altid. Det gælder om, at jeg ikke må lade det suge mig til sig, siger Bjørn Ihler og har et blik, en ung mand på 20 år ikke skal have.

Han ønsker at forhindre en tilsvarende tragedie ved at fortælle sin historie. Han er ikke uberørt, men han har taget et valg.

- Første gang, jeg så Breivik, stod jeg på teltpladsen. Jeg så ham skyde en dreng med tre skud, så flygtede jeg ind i skoven, siger Bjørn Ihler.

Han ænsede ikke tornekrattet, da han kæmpede sig om mod vestsiden af øen, og senere løb han sammen med en kammerat langs Kærlighedsstien mod nord.

Her, i bunden af den stejleste bakke på stien, sad en vidskræmt dreng på otte eller ni år. Bjørn trak ham med ind i skoven, hvor han forsøgte at trøste ham.

De trykkede sig mod græsset, og Bjørn håbede, drengen ville være stille. Hele tiden hørte de skud og skrig, og pludselig kom en endnu en dreng løbende.

- Han havde prøvet at finde sin kammerat, og han blev glad, da han fandt os, siger Bjørn Ihler.

Sammen med 20-30 andre flygtede Bjørn med drengene mod syd, mens de passerede døde kroppe og sårede kammerater på vejen. Bjørn prøvede at forhindre, at drengene så for meget, men det var umuligt.

Yderst på sydspidsen af øen så de, at fjorden var fuld af både. De så en helikopter i luften, og de så fastlandet oplyst af blå blinklys.

De var reddet, morderen måtte være fanget, tænkte Bjørn, indtil en mand i politiuniform dukkede op bag dem.

Manden råbte, at de var i sikkerhed, at de skulle komme frem. Så begyndte han at skyde, og fem blev dræbt og lige så mange såret.

Mens kuglerne susede i luften, kastede Bjørn sig sammen med drengene ud i det iskolde vand. Og heldigvis tænkte han hurtigt.

I stedet for at svømme ligeud, kantede de sig henover klippebunden mod venstre. Vandet var lavt, så drengene kunne klare det, og til sidst fandt de et gemmested bag nogle buske.

- Jeg ved ikke, hvordan det føles at blive skudt, men jeg troede, jeg var ramt, siger Bjørn.

De to små drenge spurgte Bjørn om deres fædre, og den ene fortalte, at han havde mødt drabsmanden og bedt ham om ikke at skyde.

Til sidst kom endnu en politimand og sagde, at de var sikre, men først, da han demonstrativt lagde sine våben væk, kom de frem og fulgte ham tilbage mod sydspidsen.

- Vi kunne ikke klare det længere. Det var så koldt. Vi havde ikke noget valg, siger Bjørn Ihler.

Han holdt drengene for øjnene, så de ikke så det røde vand.

- Jeg tror, jeg sætter mere pris på livet i dag. Jeg var så tæt på at miste det, siger Bjørn og fortæller, at de to drenge nu er tilbage i skolen.

De var sønner af øens to vagtmænd, der sammen med fire andre voksne var Breiviks første ofre på Utøya.

Hvad er BT Special?
BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.