Fundet af en seddel med ordene »al-Qaeda-bombe« fik torsdag fransk politi til at evakuere et fly, der skulle flyve fra Nice til København.
Et fly med planlagt kurs mod København måtte torsdag evakueres i den sydfranske by Nice, da fundet af en mistænkelig seddel skabte frygt for et muligt terrorangreb.
Der er tale om et fly fra det norske selskab Norwegian, hvor man fandt en seddel med ordene »al-Qaeda-bombe« og nogle arabiske skrifttegn. Informationschef Åsa Larsson fra Norwegian fortæller til NRK, at personalet tilkaldte fransk politi og fulgte alle procedurer for lignende sager.
- De valgte at evakuere passagererne og tage al bagage ud af flyet. Alt gik roligt for sig. Der var aldrig tilløb til panik blandt passagererne, siger hun til NRK.Flyet og alt bagage blev gennemsøgt, men der blev ikke fundet mistænkelige genstande.
Flyet kunne efterfølgende lette og flyve mod København med tre timers forsinkelse.