Som eneste danske parti kan Socialdemokraterne ikke notere tilgang af nye vælgere.

Socialdemokraterne er udelukkende et parti, som danskerne vælger fra. Ingen, som stemte på et andet parti ved folketingsvalget i september, ville flytte deres kryds til liste A, hvis der var valg i dag. Næsten lige så galt står det til for SF, der dog har en vis appel blandt nye vælgere og snupper enkelte fra S, viser en analyse af vælgervandringen, som Gallup har foretaget for Berlingske.

- Det er usædvanligt, at en regering er så meget på bagbenene så kort tid efter, at den er kommet til. De fleste af S og SFs utilfredse vælgere flytter deres stemme helt væk fra regeringspartierne, og det understreger, hvor massiv krisen er, siger Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, til Berlingske.

Omkring halvdelen af de vælgere, der vender S og SF ryggen, kaster sig i armene på Enhedslisten, mens en fjerdedel af dem ville stemme på Venstre, hvis der var valg i dag.

- Det tager jeg meget alvorligt, for det er udtryk for, at en stor del af vælgerne ikke synes, at regeringen gør det godt nok. Men det betyder ikke, at vi løber ud og fremlægger Enhedslistens partiprogram eller som Lars Løkke lover skattelettelser for penge, der ikke er der. Når det kommer til stykket, håber jeg, at vi bliver bedømt på vores resultater og de arbejdspladser, vi skaber, siger folketingsmedlem og gruppesekretær Maja Panduro (S) til Berlingske.

Mens Socialdemokraterne er det eneste parti, der udelukkende mister vælgere, så er Enhedslisten det eneste, der udelukkende erobrer nye stemmer. Blå blok står i seneste Gallup-måling til 53,8 procent af stemmerne mod rød bloks 46 procent, og derfor er der kun behersket glæde hos Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

- Slutresultatet er ærgerligt, når dem, der støtter regeringen, samlet set går tilbage. Det er et tydeligt signal til S og SF om, at de bør gå sammen med os om at lave en solidarisk skattereform. Og så skal de skabe job i stedet for at kræve, at folk skal arbejde mere, siger Per Clausen.

Ifølge Rune Stubager er der ingen mirakelkur for regeringen:

- Ønsket om en mere venstreorienteret politik driver flest af S og SFs vælgere over til Enhedslisten. På kort sigt kunne de sikkert hente nogen tilbage ved at kigge til den side, men det vil give problemer med de Radikale.