22-årige Harry Kane havde en decideret forfærdelig EM-slutrunde i Frankrig, men hjemme i London kan han præstere – faktisk så godt, at han kan blive Tottenhams bedst betalte spiller.
Det normalt pålidelige medie The Guardian melder nemlig om, at Tottenham er så forhippet på at holde på sin 22-årige angrebsstjerne, at Christian Eriksens klub har tilbudt Harry Kane en kontrakt, der vil gøre ham til klubbens bedst betalte.
»Harry Kane står til at underskrive en lukrativ 5-årig kontrakt med Tottenham i løbet af de kommende par uger, der vil gøre ham til klubbens bedst betalte spiller,« skriver The Guardian.
Kontrakttilbuddet skulle ifølge The Guardian lyde på næsten 100.000 pund om ugen svarende til knap 1 million danske kroner – ugentligt. Mediet beretter ligeledes, at Harry Kane skulle have accepteret buddet, men at intet er slået helt fast.
Harry Kane er for nyligt hjemvendt sammen med resten af Englands landsholdstrup, efter at han floppede fælt til Englands EM-slutrunde i Frankrig, hvor Harry Kane for det første ikke formåede at score og for det andet spillede så skidt, at han blev vraget til startopstillingen. Og det var ikke fordi, Harry Kane ikke forsøgte sig med afslutninger, for han havde 14 af slagsen - kun fire inden for rammen.
Hvad angår Englands succes, så var den ligeledes begrænset, eftersom man i ottendedelsfinalen blev slået ud af upåagtede Island, der efterfølgende blev smadret 5-2 af Frankrig, hvilket gav genlyd i de engelske medier.
Harry Kane havde dog stor succes i sidste sæson for Tottenham, hvor han blev topscorer i Premier League med 25 mål.