Det legendariske revyhotel Mogenstrup Kro står måske foran en genåbning med nogle særdeles prominente herrer i spidsen.

Stifteren af BonBon-land og ejer af flødebollegiganten Spangsberg Chokolade, Michael Spangsberg, har i et Facebook-opslag vist særdeles stor interesse for at genåbne den historiske kro ved Næstved.

Opslaget er en reaktion på dessertkokken Morten Heibergs opslag, hvor han begejstret spørger sine følgere, om de vil være med til at genåbne kroen.

'Gad virkelig godt købe Mogenstrup Kro og banke stedet op igen! Hvem vil være med?', skriver dessertkokken.

Morten Heiberg var selv kokkelærling i kroens restaurant og startede altså sin karriere på stedet, men også Michael Spangsberg har minder fra revyhotellet, skriver han til Morten Heiberg.

Og det er ikke bare en hyggesnak på Facebook mellem de to kroelskere. Det lokale medie Sjællandske har kontaktet Michael Spangsberg for at spørge ind til seriøsiteten omkring projektet, og der er allerede ved at ske noget, forklarer han.

»Ja, hvis Morten vil være heltids krofatter, og man kan samle en kreds af investorer. Morten har bedt om et møde, når han kommer hjem fra skiferie i næste uge. Han mener det sgu, og Næstved mangler hotellet,« siger han.

Mogenstrup Kro har stået tom siden 2007.