Flere og flere ser sig nødsaget til at tigge på gaden i landets større byer, vurderer de hjemløses organisation, SAND. I København vil politiet øge fokus på problemet, men man bør skelne mellem danske og udenlandske tiggere, lyder det fra politikere.

»Helt overordnet er det jo en dårlig udvikling, at der kommer flere tiggere. Der burde ikke være tiggere overhovedet,« siger socialordfører Eyvind Vesselbo (V).

Ikke desto mindre melder Ask Svejstrup, sekretariatsleder i hjemløseorganisationen SAND, om flere og flere tiggere.

»Flere af vores lokalafdelinger oplever en stigning i antallet af tiggere. Og jo flere der tigger, jo mindre bliver tabuet i det, og det gør, at flere begynder at tænke - »når de kan, så kan jeg også«,« forklarer Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder i SAND, til avisen.dk.

I Aarhus har man lige som i København haft en udvikling med flere udenlandske hjemløse samt flere etnisk danske, unge hjemløse. Senest er hjemløseproblematikken i den jyske hovedstad blandt andet blevet illustreret ved, at en stor gruppe hjemløse siden slutningen af sidste år har slået sig ned i telte på byens tidligere godsbaneareal.

Ungdommens Røde Kors oplyser desuden, at antallet af unge hjemløse er steget med 80 procent fra 2009 til 2013 i de store byer, og generelt er stigningen i såvel hjemløse som tiggere ifølge Eyvind Vesselbo et tegn på, at systemet i højere grad er begyndt at vende ansigtet væk fra de sociale problemer.

»Når der kommer flere danske tiggere og hjemløse, viser det, at den sociale indignation i det danske samfund er blevet mindre end tidligere,« siger han.

Københavns Politi vil nu øge indsatsen over for det ulovligt tiggeri, da man har gode erfaringer med, at politiets tilstedeværelse har en »afskrækkende effekt«. Ifølge Venstre bør politiet imidlertid skelne mellem danske og udenlandske personer i den indsats.

»Politiet skal ikke »jagte« tiggere, men snarere henvende sig til kommunen og sørge for, at de her udsatte mennesker får noget hjælp og et hjem. Stigningen er nok især affødt af, at der kommer flere udenlandske tiggere til Danmark, og hvis østeuropæere befinder sig i Danmark ulovligt og tigger på gaden, så må politiet sørge for, at de bliver sendt tilbage til det land, de kommer fra, hvor de kan fortælle til andre, at det er en dårlig idé at tage til Danmark for at tigge,« siger Eyvind Vesselbo.

I regeringen understreger socialordfører Zenia Stampe (R), at man har taget politiske initiativer for at stoppe udviklingen. Hun er enig i, at der er tale om to forskellige indsatser alt afhængig af, om det er danskere eller østeuropæere.

»Vi er godt klar over, at der en kedelig udvikling på det her område, og derfor afsatte vi også penge til unge hjemløse i forbindelse med Finansloven, så det er et område, vi har politisk fokus på,« siger Zenia stampe og fortsætter:

»Man fryser lige så meget som østeuropæer, som man gør som dansker, når man bor på gaden. Men det er klart, at det forebyggende arbejde er helt anderledes, for hvis der er tale om danskere, er det jo en social indsats, mens det for østeuropæere blandt andet handler om oplysning i de enkelte lande.«