Ved du mere om sagen, eller var det dig, der tippede politiet? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Østjyllands Politi har natten til torsdag i stor aktion ved Grenaa Havn undersøgt tip om, at den efterlyste person fra mandagens terrorangreb i Berlin skulle være blevet set på havnen. Efterforskningen har ikke ført til noget resultat, oplyser politiet.
Østjyllands Politi har brugt hele natten på at efterforske flere uafhængige tip om, at den formodede gerningsmand fra terrorangrebet i Berlin befandt sig i Jylland.
Politiet modtog onsdag kl. 22.30 en anmeldelse fra en person, der ved Grenaa Havn mente at have set en mand, der kunne være identisk med den person, der onsdag aften blev efterlyst af tysk politi som følge af terrorhændelsen i Berlin mandag aften. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
På samme tid modtog Østjyllands Politi andre oplysninger, som umiddelbart underbyggede anmeldelsen, og derfor satte man alle sejl ind på at finde den formodede gerningsmand. Både almindelige patruljer, hundepatruljer og helikoptere blev sendt til stedet. Samtidig blev færgen fra Stena Line, der kl. 01.00 skulle sejle fra Grenaa, gennemsøgt, og alle køretøjer og passagerer er blevet kontrolleret
Efter en intens nat er situationen torsdag morgen, at der ikke er noget der tyder på, at den mand, der er efterlyst at tysk politi, skulle befinde sig i Grenaa, oplyser politiet.
På et pressemøde torsdag morgen fortæller chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, at Østjyllands Politi fortsat er til stede med patruljer i Grenaa, man kan dog ikke gå i detaljer med, hvilke oplysninger, der har givet mistanken om, at den mistænkte skulle være i byen.
»Jeg vil ikke ind på detaljer om, hvem vi har været i kontakt med og hvilke andre oplysninger, vi har modtaget,« siger Klaus Arboe Rasmussen ifølge Ritzau.
Han understreger, at man skal kontakte politiet, hvis man oplever noget mistænkeligt.
Terrorangrebet i Berlin fandt sted mandag aften, da en lastbil pløjede gennem et julemarked, dræbte 12 og sårede 48.
Efter først at have anholdt den forkerte person, og dermed forsinket hele efterforskningen, efterlyser den føderale anklagemyndighed i Tyskland nu officielt den mistænkte 24-årige tuneser Anis Amri.
»Han kan være bevæbnet og farlig,« hedder det.
Der udloves dusør på 100.000 euro - svarende til 743.000 kroner - for oplysninger, der kan bringe tysk politi på sporet af den formodede gerningsmand.
Anis Amri bliver beskrevet som godt 178 centimeter høj med sort hår og brune øjne. Han var desuden iklædt mørk tøj, lyse sko og et hvidt tørklæde på gerningstidspunktet.