Flere herboende muslimer vælger at blive stedt til hvile i Danmark, når de dør, skriver Kristeligt Dagblad.

I 2011 forestod den muslimske bedemand Obaid Rehman lidt over 100 begravelser. Omkring halvdelen heraf blev holdt i afdødes hjemland. Men traditionen for at blive stedt til hvile i Pakistan, Tyrkiet eller Afghanistan, selvom man har levet her i landet, er på retur i takt med, at yngre generationer føler en højere grad af tilknytning til Danmark.

- Det er især førstegenerationstyrkere og -pakistanere, der kom til Danmark for 30 eller 40 år siden og egentlig troede, at de på et tidspunkt skulle hjem, som ønsker at blive begravet i hjemlandet. Men skikken er gradvist ved at ændre sig, så flere ønsker at blive begravet i Danmark, siger Obaid Rehman.

Bestyrelsesmedlem i Dansk Islamisk Begravelsesfond Ahmet Deniz, der bestyrer den islamiske gravplads i Brøndby, bekræfter tendensen. Begravelsesfonden har de seneste fem år fået 7000 medlemmer, der ønsker at blive stedt til hvile i Danmark. Fondens opgørelse viser dog, at der stadig er et flertal af muslimer, som begraves i hjemlandet. Fonden har kendskab til godt 350 begravelser blandt herboende muslimer i 2011. 200 foregik i udlandet, mens 150 fandt sted her i landet.

- Det er især de tyrkiske familier, der vælger begravelse i hjemlandet. Til gengæld ønsker indvandrere fra for eksempel arabisktalende lande i Mellemøsten i højere grad et sidste hvilested i Danmark, forklarer Ahmet Deniz.

Hospitalsimam Naveed Baig fra Rigshospitalet møder også flere, der ønsker at blive begravet i Danmark.

- Det er mit klare indtryk, at flere ønsker at blive begravet her, fordi familierne føler et større tilhørsforhold til det danske samfund end tidligere, siger han.

Begravelsesforeningen i Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse sørger for begravelser blandt de 60.000 herboende tyrkere og arrangerede sidste år 80 begravelser i Tyrkiet. Formanden for Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, Ahmet Onay, mener, at også de tyrkiske muslimer i stigende grad vil blive begravet i dansk jord.

Et af problemerne ved en begravelse i Danmark er, at en gravplads skal lejes for 20 år. I Tyrkiet skal familierne ikke forny gravstedet. Men samtidig har tyrkernes status i Danmark ændret sig. De er blevet statsborgere i det land, de lever i, og for de fleste er tanken om at vende tilbage ikke længere aktuel. Derfor vil det være bedre, at denne muslimske gruppe, der hovedsagelig er danske statsborgere, bliver begravet i deres eget land, nemlig Danmark, siger han til Kristeligt Dagblad.

BNB