Øverst ses, hvordan kystvagten forsøger at finde overlevende fra forliset.
SYDKOREA: Et dykkerhold har lørdag spottet tre lig inde i den sydkoreanske færge, der onsdag forliste med 475 mennesker om bord.
Det fortæller den sydkoreanske kystvagt til nyhedsbureauet Reuters.
Ligene blev set i en passagerkabine, men det var ikke muligt for dykkerne at knuse glasset til kabinen, så de tre lig kunne bjærges.
Ifølge flere eksperter er håbet om at finde overlevende om bord på færgen forsvindende lille. Dykkerholdene har indtil nu heller ikke fundet tegn på liv i skibets skrog. Kystvagten fortæller til Reuters, at ingen lyde er blevet hørt under dykkerekspeditionen.
Det er lykkedes dykkerne at få adgang til færgens last og flere kahytter, men fundet af de tre lig er eneste resultat af eftersøgningen indtil videre. Dermed er det officielle dødstal på 31 personer.
Dykkerhold blev fredag for første gang sendt ned til den forliste færge. Redningsarbejdet er blevet besværliggjort af en stærk strøm og lav sigtbarhed.
Dykkerne leder efter de over 200 savnede personer, der stadig formodes at være på færgen.
To besætningsmedlemmer samt kaptajnen på skibet er blevet anholdt efter tragedien. De mistænkes alle for uagtsomhed i forbindelse med ulykken.
BNB