Glem messefald og kirker, hvor kun præsten og kirketjeneren deltager i gudstjenesten. En ny opgørelse fra analyseinstituttet TNS Gallup viser nemlig et andet billede end det, der har været heftigt diskuteret på det seneste: Flere danskere end tidligere går i kirke.

Tallet er i 2011 steget til 113.000 kirkegængere om ugen, hvor det i 1995 lå på 86.000. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det skal dog regnes med, at gruppen af adspurgte i perioden mellem 1995 og 2011 er blevet udvidet fra 13 år og opefter til også at gælde de 12-årige. Og så tilpasser TNS Gallup også løbende deres beregninger i forhold til befolkningstallet.

Udviklingen i den målte periode viser sig dog alligevel at være konstant, og på intet tidspunkt er der markant flere, der har droppet kirken. Tværtimod kan der være helt op til 213.000 kirkebesøg på en given uge, hvis man tæller dem med, der kun sjældent sætter sine ben i Guds hus, viser TNS Gallups målinger.

Danskerne passer deres kirkegang, og flere er oven i købet kommet til, vurderer lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet Hans Raun Iversen ud fra tallene.

- Vi ved, at kirkebesøg er en af de ugentlige kulturbegivenheder, som trækker flest danskere, så besøgstallet er helt sikkert højt. Det mest bemærkelsesværdige ved de nye tal er, at billedet er utroligt stabilt gennem de seneste 17 år. De bekræfter den almindelige antagelse om, at det store fald i kirkegangen fandt sted før 1970, siger han til Kristeligt Dagblad.

Hans Raun Iversen er ikke i tvivl om, at danskernes kirkegang er stigende.

- Ud fra de tal, vi kender, er det stadig svært at fastslå det helt eksakte kirkegangstal om søndagen uden direkte at tælle i kirkerne. Men det er karakteristisk i de senere år, at højmessen ikke længere er det store fokuspunkt, og at kontakten med kirken er spredt ud på gudstjenester og aktiviteter i ugens løb, siger han.

Foruden stigningen i antallet af kirkegængere viser undersøgelsen, at der også kommet flere danskere, der aldrig går i kirke.