Flere danske børn end nogensinde før bliver i dag ordineret nervepiller, specielt de nye præparater under fællesbetegnelsen "lykkepiller".

- Vi kan helt klart mærke en stigning af børn og unge, der kommer på lykkepiller, siger formanden for foreningen Børns Vilkår John Halse til Aktuelt.

En svensk undersøgelse fra tidligere på året viser, at fem gange så mange børn mellem 9 og 16 år får lykkepiller i dag i forhold til for fem år siden.

- Vi har desværre ikke nogen kvalificerede undersøgelser af det herhjemme, men tendensen er helt klar ud fra de meldinger, vi får fra børn, læger og sygehuse rundt om i landet, siger John Halse, der hellere end gerne så en undersøgelse af det reelle omfang.

Børnepsykiateren Gideon Zlotnik bekræfter John Halses efterretninger.

/ritzau/