Officerer skal begrave næsen i universitetsbøger og møde op til lektioner på universiteterne, mens civile akademikere skal blande sig med uniformerne på Forsvarsakademiet. For det kan være med til at modernisere forsvarets ledelse samtidig med, at befolkningens tillid til systemet bliver styrket. Det er håbet for forsvarsminister Nick Hækkerup (S), skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Jeg vil gerne åbne op, så det bliver muligt for folk, der læser på universitetet, at tage dele af deres uddannelse på Forsvarsakademiet, så det bedste fra begge verdener kan spille sammen. Både så det styrker rekrutteringen til vores forsvar og styrker forståelsen i det civile samfund af, hvad forsvaret kan, siger han til Jyllands-Posten.
Officerer skal også have mulighed for at vælge fag på deres uddannelse, som de kan finde på almindelige universiteter, mener han.
De nye toner betyder, at han kører i stilling til et opgør med de metoder, som der i dag bruges, når der skal rekrutteres og uddannes folk til forsvarets øverste ledelse på. Det gamle værn skal reformeres, og der skal brydes med traditionen om, at livslang tjeneste er den eneste vej til toppen i forsvaret.
Hos officerernes organisation er de positive over for forslaget.
- Der vil være noget værdifuldt for forsvaret i at få flere medarbejdere ind, som har kompetencer med fra de civile uddannelser, siger formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Bent Fabricius.