Fjern velfærden fra gamle, der selv kan betale
Den kendte tv-journalist og fhv. chefredaktør mener, de ældres mange økonomiske fordele bør tages op til revurdering. De er med til at understøtte opfattelsen af ældre som en belastning for samfundet.
Den kendte tv-journalist og fhv. chefredaktør mener, de ældres mange økonomiske fordele bør tages op til revurdering. De er med til at understøtte opfattelsen af ældre som en belastning for samfundet.
- Fjern de fleste af pensionist-rabatterne. Tag bl.a. mimrekortet fra de rige ældre.
Lone Kühlmann, 66, kaster nu en bombe i den aktuelle krise-diskussion om, hvad vi skal bruge pengene på.
Hun mener, de mange ældre-rabatter på stort set alting - fra bus- og togbilletter til briller - nu bør afskaffes for ældre, som har penge nok.
- Hvis du kun har folkepensionen eller lidt mere, er det rimeligt nok med lidt rabat, men det store flertal er faktisk godt ved muffen og kan sagtens betale selv. Hvorfor pokker skal et årstal alene - tallet 65 - udløse et hav af rabatter? Det er med til at cementere den udbredte opfattelse af ældre som en belastning og ikke en ressource. Det holder liv i elendighedsretorikken, der gør alle ældre til ofre, siger den kendte fhv. tv-avis-journalist, chefredaktør, forfatter m.m.
I en ny bog, "Afskaf alderdommen - bliv i de voksnes rækker", der udkommer nu, skrevet af Lone Kühlmann og den kendte aldringsforsker Henning Kirk, sættes et alvorligt spørgsmålstegn ved de mange fordele, ældre kan indkassere, bare fordi de har passeret den magiske 65-års grænse.
Udover bus- og togkort-rabat gælder kritikken en række andre ydelser eller fordele, som lige nu er uafhængige af økonomi.
- Det gælder folkepension, boligydelse, tilskud til eller gratis rengøring, gratis influenzavaccination, nedslag i ejendomsværdiskat foruden de omtalte rabatter på offentlig transport og i mange kommuner rabat på aftenskoler, svømmehaller, motion m.m., skriver de i den nye debatbog om ældre.
Ifølge de to virker de mange rabatter "endnu mere afsindige" på baggrund af de faktiske økonomiske forhold.
- En undersøgelse, som Kommunernes Landsforening fik lavet i 2010, viser, at en dansk pensionist i gennemsnit har en formue på en million kroner, mens 25-64-årige kun har 380.000 kroner stående i banken eller i boligen. Vi er altså langt fra billedet af den stakkels fattige pensionist, som sidder og suger på labben og fortvivler over, at der ikke er penge til barnebarnets julegave. Selvfølgelig står mange af pengene i mursten. Men det er stadig bedre at have penge i mursten end slet ikke at have penge, siger Lone Kühlmann.
- De 65+-årige er suverænt den mest velhavende generation. Hver tredje pensionist - næsten 300.000 mennesker - har værdier for over en million kroner. Til sammenligning er det kun hver syvende af de 25-64-årige.
Det er ikke kun de rigeste pensionister, der har flere penge mellem hænderne. Også mellemgruppen og de fattigste 65+-årige har fået flere penge og har større formue end de tilsvarende grupper i yngre generationer, siger Lone Kühlmann, der i bogen også nævner dette "skæve" eksempel på, hvordan ældre favoriseres:
- Der er eksempler på, at folk sidder i et hus til et par millioner og modtager ældrecheck. Selv om folk i lejelejlighed og med en opsparing på 100.000 kr. ikke kan få den. Forskelsbehandlingen er til at tage og føle på, og de eneste, der har fordel af den, er husejernes arvinger.