Viktor Fischer mener, at spillernes indstilling aldrig igen bliver som mod Armenien. Her sætter han ord på sin skuffelse

Han burde egentlig have været der. Men han kunne ikke. Viktor Fischer gik med bøjet hoved uden om den mixed zone, hvor alle landsholdsspillere skal snakke med pressen efter en kamp. 11. juni sneg Fischer sig forbi, og da BT kaldte på ham, rystede han på hovedet og skyndte sig væk.

Den 19-årige spiller kunne ikke skjule skuffelsen. Ikke bare over 0-4-nederlaget til Armenien, men også fordi det var den anden landskamp på en uge, hvor Morten Olsen ikke havde givet ham spilletid.

Det var en lærerig oplevelse for Fischer selv, men også for hele landsholdet, fortæller Ajax-spilleren.

- Jeg blev ramt på stoltheden, og de følelser, der hører med til at spille fodbold. Det var en aften, som vi meget gerne vil glemme. Men der er også en ting, vi skal tage med derfra for at komme tilbage på det rette spor igen, siger Fischer.

- Det handler om indstillingen. Den manglende indstilling. Jeg er sikker på, at efter den kamp er dette holds indstilling den rette, og så kan vi aldrig nogensinde tabe 0-4 til Armenien igen, siger han.

Han var skuffet allerede efter kampen mod Georgien i Aalborg, hvor han ikke kom i spil, og udeladelsen mod Armenien styrkede følelsen af afmagt.

- Jeg er altid skuffet, når jeg ikke spiller. Skuffet er måske det forkerte ord, måske bare træt af ikke at spille. For det her er mit liv, det er fodbold, det er min profession. Så når jeg ikke kommer på banen, er det spild af tid. Ikke spild af mit liv som spiller, men en hård træningsuge er blevet spildt, fordi man ikke er kommet i spil, som det hele jo drejer sig om, siger han og fortsætter:

- Det er ærgerligt hver eneste gang, men jeg accepterer det hver gang, fordi jeg er så ung, som jeg er, siger han.

Er det noget du har talt med Olsen om?

- Jeg har talt med ham om, hvad der kan ske fremover på landsholdet. Og jeg står egentlig det samme sted, som vi har gjort hele tiden. Det kan være, der bliver plads til mig i forbindelse med noget taktisk, eller fordi jeg har gjort det godt. men mit mål i denne sæson er at gøre mig fortjent til mere spilletid på landsholdet, siger han.

Morten Olsen understreger, at Fischer kun vil blive brugt på venstrekanten, hvor Krohn-Dehli i forvejen huserer, hvilket vil gøre det svært for Fischer at tilkæmpe sig en startplads.

- Viktor er en ung spiller med gå-på-mod, men det gør samtidig også, at han ikke er en færdiguddannet spiller. Han er kun 19 år, hvilket er tydeligt, når man ser hans kampe for Ajax. Vi snakker om en 19-årig spiller, der i Ajax kun bliver brugt på venstrekanten, både i træning og i kampe, så det ville være mærkeligt, hvis vi gjorde noget andet, lyder argumentet fra Morten Olsen.