FC Midtjyllands stortalent Viktor Fischer drager til sommer til Amsterdam for at blive en del af Ajax' trup sammen med de andre to unge danskere Christian Eriksen og Nicolai Boilesen. Fischer ser Ajax som en god mulighed for at videreudvikle sig.

- Skiftet fra FC Midtjylland til Ajax er en drøm. Flere klubber var interesserede i mig, men Ajax er en god klub at udvikle sig i. Så kan jeg altid tage et skridt mod den absolutte verdenstop senere, siger Fischer til den hollandske avis De Telegraaf.

Fischer har været i kontakt med de to nuværende danskere i klubben, og de har begge udtrykt glæde over den hollandske talentmaskines måde at håndtere unge spillere på.

- Alt hvad de sagde om klubben, var meget positivt. Christian og Nicolai er begge meget begejstrede for, at der benyttes mange unge spillere på førsteholdet, siger Fischer.

Den kun 16-årige Fischer er udråbt til en lysende stjerne blandt danske talenter, og menes at have mindst lige så meget potentiale som Christian Eriksen.