Ifølge TV2 betegner firmaet T.Hansen det som et hændeligt uheld, at den århusianske tv-fotograf Jan Sigetty Bøje i dag mangler sit højre øje.

Det mistede han, da han i forbindelse med årsskiftet var med til at affyre et batteri, som var købt hos netop T.Hansen.

Batteriet, der hedder New Orleans, var placeret fladt, men væltede og sendte ildkugler i retning af Jan Sigetty Bøje. Selvom han stod cirka 20 meter fra batteriet, ramte den ene ildkugle ham med så ødelæggende effekt, at øjet blev smadret.

10-årige Marius Kühle fra Ry ved Skanderborg skulle ligeledes affyre et New Orleans-batteri fra T.Hansen nytårsaften.

Det blev placeret på en asfaltvej, men også det batteri væltede og sendte ildkugler mod Marius Kühle. Han blev ramt på sit ene lår.

Fyrværkerimester Henrik Drenck vurderer, at der må have været noget galt med batterierne, siden de pludselig væltede.

- Placerer man et batteri på asfalt, så er det noget af det bedste underlag, man kan vælge. Årsagen til, at det væltede, kan måske tyde på, at konstruktionen af batteriet ikke er så heldig, siger han til TV2 Østjylland.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra T.Hansen. Firmaet oplyser til TV2, at New Orleans-batteriet er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen og at man betragter det som »sort uheld«, at Jan Sigetty Bøje mistede sit øje.