Fire udenlandske soldater i Afghanistan blev lørdag dræbt af oprørere under et angreb i den østlige del af landet, oplyser den internationale styrke under NATO-kommando i Afghanistan, International Security Assistance Force (ISAF), ifølge Reuters.

Der er endnu ikke kommet nogen officiel bekræftelse på de fire soldaters nationalitet, men ifølge de afghanske myndigheder fandt hændelsen sted i provinsen Kapisa, som hovedsageligt patruljeres af franske soldater under NATO.

- Jeg er bekendt med et selvmordsangreb på franske tropper i Kapisa, men jeg kender ikke antallet af omkomne, fortæller politichef i Kapisa Abdul Rahman.

Taleban har påtaget sig ansvaret for angrebet.

BNB