Kronprins Frederik og de fem andre deltagere på ekspedition Sirius 2000 har fået selskab af fire ulve. Få dage efter dronning Margrethe og prins Henriks korte besøg på isen, dukkede de fire polarulve op. Det er kun sjældent, at mennesker møder de grønlandske ulve, for de er få og spredt over et stort område. Ulvene er ufarlige og holder sig for det meste på lang afstand.

"Da vi havde slået lejr, var kommet ind i hytten og sad og fik lidt mad, kunne vi pludselig høre, at hundene var urolige. Og da vi kiggede ud af vinduet, så vi fire store ulve stå cirka en meter fra slædehold Charlie, i gang med at stjæle hundenes mad", skriver ekspeditionen på sin hjemmeside www. expedition.tv2. dk.

Deltagerne skyndte sig ud for at filme, hvilket fik ulvene til at løbe væk. Dog ikke længere end at de var synlige fra hytten natten igennem.

/ritzau/