Klein sangerinde med stor mave, dybe, dybe beat, forfinede melodier - og en godt tilbragt stor time i P3-teltet. Det var konklusionen ovenpå Stine Bramsens koncert.
Ofte efterlyser anmeldere satsninger og overraskelser på festivalerne. Smukfest er absolut ingen undtagelse. Om Stine Bramsen i sig selv er en satsning på sin gamle hjemmebane i Søhøjlandet, kan man diskutere.
Men det var tydeligvis en satsning for den - nervøse? - højgravide sangerinde. Bramsen bad sit publikum om at lytte til sange, som vi aldrig har hørt, og som på et eller andet tidspunkt udkommer på et soloalbum.
Oven i købet undlod Bramsen modigt at satse på det sikre 'give the people what they want'-stik, som det ville have været at synge en enkelt eller to Alphabeat-sange og/eller en coverversion af en klassiker.
Summa summarum; vi kendte duetten '32' med Lau Højen fra Carpark North og Bramsens soul/gospel-begejstrede single 'Prototypical' i forvejen.
Med sig på scenen havde Bramsen et band bestående af en mere eller mindre elektronisk percussionist, bassist, keyboardspiller og to korsangerinder
En meget kontemporær opstilling, men det skulle hurtigt vise sig at sangene handler om tidløse følelser som frygt, usikkerhed, jalousi og en enkelt opfordring til at gøre en forskel derude. En stærk, dramatisk hyldest til manden, der har gjort hende højgravid, 'The Day You're Gonna Leave Me'.
Som Bramsen har skrevet, 'fordi hun aldrig har elsket så meget som nu, og derfor er så bange for at miste,' sagde hun.
Moderne pop er en digital smeltedigel af alt muligt. Bl.a. har Massive Attacks triphop inspireret mange producere. Et enkelt af de nye numre lød netop meget inspireret af deres 'Unfinished Sympathy' - især i den digitalt remasterede version.
Ovenpå den hårdt beatbaserede bund den ene flotte melodi efter den anden - i årgangspopmelodisk sangskrivertradition; det lød af 80erne, det lød af Eurythmics og Roxette, bare med tangenter, computere og en masse klask på trommerne i stedet for to mænd med guitarer som baggrund.
Stine Bramsen sang med en med stærkt effektbelagt mikrofon. Dog langt fra så meget som Neil Tennant forleden, der indimellem lød som Mickey Mouse, når han talte.
Men det ændrer ikke på, at den elegante sangerinde med den luftige, personlige stemme nu lyder langt mindre køligt transparent end i tyggegummi-poptiden med Alphabeat. Muligvis derfor er den varme 'Prototypical' valgt som første single. For at bryde prototypen.
Den sidste sang, der muligvis hedder 'I Can't Feel My Heart', lød af netop Pet Shop Boys - med 'Always On My Mind'-koklokker og sofistikerede synth-flader, der smøg sig rundt om Bramsens vokal.
Jeg forlod teltet i opløftet stemning, og det skyldes ikke bare, at jeg selv har været med til at betale P3-scenen via licensen.
Forvent Dem, kære læser, en spændende albumdebut på et eller andet tidspunkt fra Stine Bramsen.
Stine Bramsen, P3-teltet, Smukfest 2014, Skanderborg, lørdag aften.