Fire bjergbestigere, som var frygtet omkommet efter torsdagens lavineulykke i de franske alper, er fundet i live. Det oplyser fransk politi ifølge internationale medier.
Det skal dreje sig om to spaniere og to briter.
Politikommissær Emmanuel Vegas fra politiet i den franske by Chamonix siger ifølge Sky News, at de to briter var vendt om, inden lavinen ramte, og de to overlevende spaniere skal have givet deres pladser i bjergbestigergruppen til to andre landsmænd, der var blandt de i alt ni dræbte.
I alt 28 bjergbestigere var på vej over Mont Maudit ved Mont Blanc, da lavinen satte i gang. Det ligger ifølge fransk politi fast, at der altså er ni dræbte, mens der er meldinger om mellem 11 og 15 sårede.
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede torsdag over for Berlingske Nyhedsbureau, at to danskere også klatrede i området, og at én af dem var »lettere tilskadekommet« efter lavinen, mens den anden var uskadt.
BNB