Fire omkomne fundet i Costa Concordia
Yderligere fire lig er blevet lokaliseret i det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia, oplyser de italienske myndigheder.
Yderligere fire lig er blevet lokaliseret i det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia, oplyser de italienske myndigheder.
- Vi har lokaliseret ligene af flere omkomne. Der ser ud til at være fire, fortæller talsmanden Francesca Maffini ifølge Sky News.
- Vi er nu igang med at bjerge de omkomne
Ifølge italienske medier er en af de omkomne den bare fire år gamle Dayana Arlotti, en italiensk pige, der var skibets yngste passager. Hun rejste sammen med sin far.
Søgningen efter omkomne i vraget af Costa Concordia blev indstillet i slutningen af januar på grund af frygt for, at skibet skulle glide ud over den afsats, det ligger på, og synke til bunds på dybt vand. Men tirsdag genoptog dykkere søgningen efter ofre i de dele af skibet, hvor de sidst var blevet set.
Med de fire fundne er der nu 11 savnede efter skibskatastrofen, der fandt sted 13. januar. Det officielle antal døde efter ulykken er 32.
Omkring 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer var om bord på skibet, da det ramte et klipperev og kæntrede.
Skibets kaptajn, Francesco Schettino, sidder fortsat i husarrest i sit hjem i Napoli, mens anklagerne mod ham for manddrab og for at have forladt skibet i utide undersøges.