Fire mænd, som tidligere er blevet dømt ved Retten i Kolding for omfattende sexmisbrug af to piger, blev fredag pure frifundet ved Vestre Landsret. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Mændene var anklaget for en række seksuelle overgreb, som angiveligt havde fundet sted i et kolonihavehus i Vejle. Blandt andet blev pigernes far dømt for at leje dem ud til andre mænd. Dommene var baseret på et vidneudsagn fra en af pigerne, men udsagnet var ikke troværdigt, vurderer landsretten, som derfor omstøder byrettens dom.

De fire mænd har siddet varetægtsfængslet under dele af sagen, og det er endnu uvist, om de vil kræve erstatning.

BNB