Fire kidnappede hjælpearbejdere befriet
En kidnappet kvinde fra Norge er tilbage i friheden efter dramatisk redningsaktion i Kenya nær grænsen til Somalia.
En kidnappet kvinde fra Norge er tilbage i friheden efter dramatisk redningsaktion i Kenya nær grænsen til Somalia.
Fire medarbejdere fra Norsk Flygtningehjælp, der fredag blev kidnappet i verdens største flygtningelejr, Dadaab, i det nordlige Kenya, er atter på fri fod.
Hjælpearbejderne blev fredag angrebet i deres bil af bevæbnede mænd, da de kørte inde i selve flygtningelejren. Under angrebet blev deres chauffør dræbt.
Dadaab ligger på grænsen til Somalia og rummer op mod en halv million flygtninge.
Det vides endnu ikke, hvem der står bag bortførelsen, men der har været formodninger om, at de tilhører den somaliske milits- og terrorgruppe al Shabaab, der tidligere har opereret i Dadaab,
Efter kidnapningen flygtede de i en bil, der blev fundet 30 kilometer fra lejren.
Blandt de bortførte var den 33-årige norske kvinde, Astrid Sehl, der tidligere har arbejdet som udenrigsreporter på avisen Verdens Gang, samt en 40-årig filippiner og to canadiere sidst i 30erne.
Både kenyanske militær- og sikkerhedsmyndigheder i områder har været i alarmberedskab siden bortførelsen og haft kontakt med somaliske regeringsstyrker på den anden side, hvor de fire gidsler blev holdt fanget.
En oberst i den somaliske hær, Abdullahi Moalim, siger til Reuters, at somaliske soldater søndag aften stoppede en bil, der var på vej med forsyninger til kidnapperne.
Der var tre personer i bilen, der blev taget til fange, og som derefter oplyste, hvor de fire gidsler blev holdt fanget. Det viste sig at være i en bil, hvor de opholdt sig med tre af gidseltagerne. I den efterfølgende tumult forsøgte de tre at flygte, men en blev kort efter dræbt i en skudveksling.
Kenya invaderede i efteråret 2011 det sydlige Somalia for at skabe en bufferzone, og ifølge den norske Somalia-ekspert, Stig Jarle, har den taktik været medvirkende til, at gidselaktionen blev løst på hurtigt, siger han til VG.
Sidste år blev en medarbejder fra Danish Demining Group under Dansk Flygtningehjælp bortført i det nordlige Somalia sammen med den amerikanske hjælpearbejder, Jessica Buchanan.
Begge blev efter nogle dage befriet af en gruppe amerikanske specialstyrker.