Den 22. juni 2011 kørte en varebil op foran en 46-årig jamaicaners adresse i Slagelse.

Fire unge mænd sprang ud af bilen, og foran den 46-åriges bopæl slog de ham ned og sparkede ham, inden de smed ham ind i bilens varerum og kørte ham ud til et parkanlæg.

Her sluttede omkring 10 personer sig til de 4 overfaldsmænd, og i løbet af næsten en time fortsatte mishandlingen af den 46-årige. Han måtte ud over de mange tæsk også finde sig i at blive truet på livet, hvis han gik til politiet.

Truslerne forhindrede dog ikke den 46-årige i at gå til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor han udpegede de fire voldsmænd.

- Der er tale om en strafaktion, fordi politiet dagen før overfaldet ransagede den 46-årige bopæl, hvor de beslaglagde 5 kilo hash og 60 gram kokain, siger anklager Malene Lynggaard Jensen til bt.dk.

Skjult bag hætter
Stofferne tilhørte en 20-årig mand, der var hovedmand i overfaldet, og som i alt blev idømt en fængselsstraf på 2 år og 9 måneder. Hans 23-årige bror blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder, mens en 16-årig og en 21-årig hver slap med 9 måneder for overfaldet.

Den 20-årige blev desuden dømt for dømt for indkøb og opbevaring af yderligere 10 kilo hash.

- Vi ved ikke, hvem de 10 andre overfaldsmænd er. Vi har kun den 46-åriges forklaring at hæfte os ved, og mange af dem havde hætter på, siger politiets anklager.

Hun mener ikke, at politiet vil kunne finde de andre voldsmænd, men ellers udtrykker hun stor tilfredshed med dommen.