Fire er blevet anholdt og sigtet efter torsdag aftens politiaktion mod rockerbanderne Bandidos og Hells Angels i Esbjerg.

Det sker dagen efter en kæmpemæssig indsats mod rockerborge forskellige steder på Sjælland.

Politiet kom på besøg i Hells Angels’ klubhus på Ingemanns Allé og anholdt her en person, som var i besiddelse af narkotika.

Tæt ved Bandidos’ lokaler ved Finlandsgade anholdt politiet tre personer, som var i besiddelse af hash. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er mindst en af dem tilknyttet Bandidos.

Esbjerg har de seneste år været ramt af flere voldsomme sammenstød mellem medlemmer af de to rockergrupper. Senest, i august, blev fem mænd fra Hells Angels idømt fængsel for grov vold efter et kniv- og flaskeoverfald på to rivaler.

Ved politiets aktion på Sjælland onsdag, hvor 17 rockerborge blev stormet, blev der fundet skydevåben og andre våben og blandt andet amfetamin og hash i klubhusene.

Tre anholdte efter aktionerne på Sjælland er blevet varetægtsfængslet.