Finn og Jacob: Vi satser hele butikken
De to jyske spasmagere, Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard, er igen samlet i en spillefilm, der meget utraditionelt tager udgangspunkt i deres eget liv.
De to jyske spasmagere, Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard, er igen samlet i en spillefilm, der meget utraditionelt tager udgangspunkt i deres eget liv.
’Den sidste rejse’ handler nemlig om samarbejde, venskab og økonomisk deroute, som de to jyder om nogen ved alt om. Samtidig er filmen lidt af en økonomisk satsning for det tidligere folketingsmedlem og den tidligere mangemillionær.
For ja-dak makkerparret havde sammen med filmens instruktør, Lasse Spang Olsen, nemlig meget svært ved at få samlet penge nok til at få finansieret filmen. Men til sidst lykkedes det, da filmselskabet United International Pictures sagde ja til at give nogle penge til filmen. Men langtfra nok.
- Der er ingen løn til os tre. Overhovedet. Hvis det kun er min familie, der går ind og ser filmen, har vi ikke tjent en krone. Vi satser hele butikken. Men det er der ikke noget at gøre ved, for filmen skulle laves, lyder det i en let tone fra Finn Nørbygaard.
Dermed dementerer komikeren 100 procent, at filmen ’Den sidste rejse’ er lavet for at hjælpe ham af med den gæld på omkring 500 millioner, han fik i forbindelse med IT Factory-skandalen.
- Altså, hvis filmen går godt, har jeg fundet ud af, at jeg er gældfri, hvis vi laver ’Den sidste rejse 5’. For jeg mangler stadig at betale meget af på min gæld, siger Nørbygaard med slet skjult galgenhumor.
I disse dage turnerer de to landet rundt for at promovere filmen, der handler om venskab og makkerskab. Men også om at ramme bunden økonomisk. Dermed er de to jyder i deres es.
- I virkeligheden er vi klassiske mænd. Vores venskab fungerer kun, hvis vi har noget at lave sammen. Det kan være en film, en turné, at skifte hjul på bilen eller bygge en carport. Sådan er vi egentlig i virkeligheden, filosoferer Jacob Haugaard over sit og Finn Nørbygaards mangeårige bekendtskab.
’Den sidste rejse’ tager udgangspunkt i de tos egne liv. Dermed kommer publikum til at se Finn Nørbygaards økonomiske deroute, men i en noget mere karikeret form end i virkeligheden.
I filmen bliver komikeren nemlig subsistensløs, og man ser ham rave langskægget og uigenkendelig rundt i City 2.
- Det er den rolle, jeg har befundet mig bedst i nogensinde. Det var virkelig spændende at gå helt ned og stå og pisse op ad en fotostander, samtidig med, jeg tog mig en lille lur, griner Finn Nørbygaard.
- Men i virkeligheden var jeg ikke så langt ude. Jeg var bare ked af det i tre måneder, hvor jeg sad i slåbrok og hylede. Ganske langsomt kom jeg til mig selv igen. I dag har jeg det fint og føler, jeg er 38 år, tilføjer han.
- Som Finn siger, når man rammer bunden, så kan det populært sagt kun gå fremad. Vi ved, hvad vi snakker om, når det handler om kriser, hvor alt er sort, og der ikke er udsigt til noget som helst, tilføjer Jacob Haugaard.
Dermed har de begge effektivt understreget, at de ved, hvordan man har det, når krisen rigtig kradser. Men også hvordan det føles, når man kommer igennem krisen.
For Jacob Haugaard betød det at overkomme sit alkoholmisbrug, mens det for Finn Nørbygaard handlede om at gå fra at være mangemillionær til at skylde 500 millioner kroner væk.
- Jeg tror ikke, vi har lavet den her film på trods af alle de ting, vi har gået igennem. Vi har lavet den på grund af alle de ting, vi har gennemgået. For hvis man holder ud og kommer på fode igen, udløser det noget energi. Da vi så mødte Lasse Spang Olsen, der også har været igennem sit omkring sit ægteskab, var vi, som Haugaard kalder det, ’tre seniorer med højt oktantal’. Og det, at vi er kommet igennem vores kriser, har udløst den fornødne energi til at lave projektet færdigt, erklærer Finn Nørbygaard.
’Den sidste rejse’ har premiere den 15. december.