Grønt er godt for øjnene. Men ikke for ørerne. I hvert fald ikke, når det gælder musikken i 'Shrek - The Musical'.

Langt de fleste har prøvet at føle sig som en fed, grøn trold i en ellers perfekt verden. Bare en gang i mellem. For sådan nogle som os skabte børnebogsforfatteren William Steig oprindelig Shrek.

Med det simple budskab, at skønhed er så meget mer’. Som de synger i ’Shrek – The Musical’.

De fire ’Shrek’-film lever på deres ironiske distance og utallige referencer til de sidste 100 års underholdning. Specielt Hollywood. Kombineret med den flotte eventyrfabel om Shreks og Fionas genvordigheder og den gadesmarte humor. Og så den magi, som automatisk opstår, når der står Spielberg i rulleteksterne.

Musical-versionen af 'Shrek' er næsten ny. Musicalen havde første gang premiere for fire et halvt år siden i Seattle i USA. Det er første gang, den kan ses i Skandinavien.

Musical-versionen i Forum på Frederiksberg er mindre voksen, mindre kantet, mindre magisk end filmene. Til gengæld er den (endnu mere) shrekkelig pjattet. Formentlig af hensyn til de mange mindre børn, man håber vil finde vej i teatret. Med en voksen i hånden. Forklaring på det Hjallerup burger-marked, der er opbygget bag scenen må være den samme.

De fleste kan vel blive enige om, at musikken bør være musicalens raison d'etre. På dette ellers afgørende punkt er Shrek lige så kedelig, som han er grøn. Hvor sangversionen er Disney-filmen 'Aladdin' er komedie på musicalens præmisser, er det nærmest omvendt her.

Modsat sydstaternes sump-rock er der ikke meget, der swinger i sump-musicalen ’Shrek’. Karakteristik har musicalens bagmænd måttet låne et gammelt Neil Diamond/Monkees-nummer, ’I Am A Believer’ til at sætte fut i den store finale.

Enkelte sange funkler dog. Bedst er Szhirleys to funky bidrag i første afdeling – og Æsels både corny og forrygende hyldest til den blinde kærlighed, ’Næste skridt’ med det helt store udtræk med tre sexede, blinde kormus. Men som musikforestilling er Shrek kedelig.

Heldigvis er teksten og iscenesættelsen sjov. Den lever på den vilde, næsten Troldmanden fra Oz-agtigt surrealistiske scenografi - og på dens spillere. Det er imponerende og flot, da først dragen - opfindsomt - kommer på scenen som en kinesisk karnevalsfigur.

Selvfølgelig er Fiona i Maria Lucias skikkelse smuk, også i grøn trolde-dragt. Hun synger  bedårende i de par sange, hvor hun for alvor folder fanerne ud. Maria Lucia er efterhånden også blevet en god spiller. Det er nødvendigt i et show, der spiller så meget på ironien.

Især i anden afdeling vrimler det med gags og spøjse indfald. Ustyrlige Martin Brygmann er som skabt til rollen som den dværg Lord Farquaad med modesmart sort pagehår. Manden har mere end tyve års erfaring i subtil humor af den type, hvor alvor og sjov komplimenterer hinanden. Det udnytter ham maksimalt her.

Alexandre Willaume – kendt og frygtet som Wupti-Pede – gør Æsel tilpas snappy, speedet. Willaume skaber faktisk sit helt eget glade Æsel. 

Det samme gør Niels Olsen, den travle mand som Shrek. Det er imponerende, hvor meget personlighed, det lykkedes ham at give den trinde figur med håndtagsører.

'Shrek The Musical' i Forum, anmeldt søndag. Med bl.a. Niels Olsen, Maria Lucia, Martin Brygmann, Szhirley, Silas Holst, Alexandre Willaume, Julie Steincke, Rikke Hvidbjerg med flere. Instruktion: Kenneth Kreutzmann