Michael J. Fox bragede på mere end en måde igennem lydmuren med rollen som Marty McFly i 'Tilbage til fremtiden'-filmene i midten af 1980'erne. Men som blot 29-årig fik han konstateret den uhelbredelige sygdom Parkinson. Nu fortæller filmstjernen i et interview med magasinet AARP, hvordan den påvirker hans hverdag - og hvordan han morer sig kongeligt over andres måde at håndtere den på, når de møder ham.
Først i 1998 afslørede Michael J. Fox sin Parkinson-diagnose for omverdenen, men i dag lever han fint med den. Ja, faktisk er de langsomme og rystende bevægelser, sygdommen medfører, kilde til en del morskab for den nu 55-årige skuespiller.
»Sandheden er, at der de fleste dage opstår situationer, hvor jeg ikke kan holde op med at grine ad mine egne symptomer,« siger Michael J. Fox til AARP.
Af og til ryster Hollywood-stjernen så meget på hænderne, at han end ikke kan drikke en kop kaffe om morgenen uden at spilde. Men i stedet for at fokusere på de begrænsninger, Parkinson har skabt i hans hverdag, vælger Michael J. Fox at tage det hele med et smil og en god portion humor.
»Det bliver hysterisk morsomt for mig, når jeg spekulerer på, hvordan andre tænker efter at have set det; 'Stakkels Michael kan ikke engang drikke kaffe, det er så trist,'« siger Michael J. Fox.
Trods sygdommen har han fortsat sin karriere som skuespiller og producer. Blandt andet er han kendt for rollen som Mike Flaherty i 'Spin City', som han også selv har produceret. Derudover er det blevet til en lang stribe roller i tv-serier som 'Boston Legal' og 'The Good Wife'.
Læs også: I dag er vi 'Tilbage til fremtiden': Her ramte filmen plet