(Advarsel: dele af handlingen afsløres i denne artikel)

Det er ikke alle film, der får Præsident Barack Obama til at udstede en alvorlig advarsel på direkte tv og får Nordkorea til at angribe USA - Via internettet - Et såkaldt 'cyber-attack'.

Den amerikanske komedie 'The Interview' formåede begge dele før sin planlagte jule-premiere (siden blev den taget af plakaten). Og selvom filmen endnu ikke har en premieredato i Danmark - Filmselskabet aflyste nemlig den planlagte premiere i starten af april, da Nordkorea truede USA med terrorangreb - Så har BT set filmen i USA, hvor den nu kan købes på udvalgte betalingskanaler.

Og her er svaret på det store spørgsmål: Er Seth Rogens hæmningsløse komedie om attentatet på den Nordkoreanske leder, Kim Jong-un al balladen og omtalen værd?

I et interview med bladet Rolling Stone udtalte instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Seth Rogan for nylig, at hans og Evan Goldbergs film enten ville føre til befrielse af det undertrykte nordkoreanske folk eller starte tredie verdenskrig.

Og selvom både revolution og verdenskrig nok er et tvivlsomt resultat af denne knap to timer lange komedie, så kan man godt forstå, at det nordkoreanske diktatur ikke er begejstrede for historien om de to amerikanske tv-personligheder, Dave Skylark (James Franco) og hans producer og idémand, Aaron Rapoport (Seth Rogan), der scorer et ekslusivt interview med Kim Jong-un.

I filmen portrætteres Kim Jong-un nemlig som en manipulerende, ensom og narcissistisk drenge-mand, der slet ikke kan klare al den magt, han har over det nordkoreanske folk, der pr tradition ikke alene anser ham som deres politiske og åndelige leder men også en slags gude-figur.

Men filmens styrke er bl.a., at Seth Rogen og Evan Goldberg aldrig går over gevind.

Således dukker diktatorens menneskelige sider også op. Filmen udstiller også den vestlige verdens og USAs svagheder. Og mens Kim Jong-un fremstilles som lidt af en dødsensfarlig tosse, så er det tilsvarende tydeligt, at den amerikanske tv-og showbiz-kultur er ligeså tom og ligegyldig, som det nordkoreanske diktatur er umenneskeligt og undertrykkende.

Seth Rogen, Evan Goldberg og deres hold af hæmningsløse skuespillere (bl.a. James Franco) har på få år forvandlet og fornyet Hollywoods opfattelse af filmproduktion og komedie. Og ligesom et tidligere mesterværk, 'This is The End' fra 2013, er 'The Interview' en hysterisk morsom blanding af falde-på-halen-komedie, spids satire og overraskende menneskeklog filmhåndværk.

I første omgang forblændes Dave Skylark af diktatorens følsomme side. Ja, han ser nærmest Kim Jong-un som en kammerat og en slags sjæle-bror (var der nogen, der sagde Dennis Rodman). Men snart går sandheden op for den selvoptagede og lettere infantile tv-stjerne.

Desværre har Skylark, der som den første nogensinde kommer helt tæt på Kim Jong-un, på det tidspunkt allerede destrueret dét smarte James Bond-agtige våben, som CIA har udstyret ham med for at slå Kim Jong-un ihjel. Og derfor skal der tænkes hurtigt.

Og det er nok her - I forbindelse med filmens morale (at menneskelighed er det bedste våben imod et iskoldt diktatur som nordkoreas) at virkelighedens Kim Jong-un og kompagni ryster i uniformsbukserne.

Blandt filmens mange styrker er en frisk og smart dialog, der på intet tidspunkt diskriminerer, en fantastisk kemi, et anderledes tænkende manuskript, der blander smittende galskab og politisk debat samt selvfølgelig en lille håndfuld fremragende gæstestjerner som Rob Lowe og Eminem.

For at illustrere Dave Skylarks normale stil, starter filmen således med et fantastisk og typisk amerikansk tv-gossipinterview, hvor rapstjernen, der ofte selv er blevet anklaget for at være bøssefjensk, blankt indrømmer, at han selv er homoseksuel.

- Strengt taget har jeg leget bøsse-gemmeleg med offentligheden de sidste ti år. Jeg har lagt en stribe bøssebrødkrummer bag mig, men ingen har opdaget det, siger Eminem med årets pokerfjæs, mens Skylarks produktionshold nærmest falder over hinanden af ren og skær begejstring over endnu et (ligegyldigt) scoop.

Således er banen kridtet op til et opgør imellem Nordkorea og USA. Og 'The Interview' leverer så det er fornøjelse.

hoeg@bt.dk, 'The Interview', USA, 2014, fem ud af seks stjerner, Premiere: endnu uvidst