Skuespillerne havde kamera på fra morgen til aften og fik bare at vide, at det var for at de kunne vænne sig til, at der var kamera på. Det viste sig senere, at optagelserne skulle bruges til en film om filmen og at der ikke bare var tale om bøffer, fraklip fra filmen, men om scener hvor skuespillerne var helt blottede psykisk, blandt andet fordi de store følelsudladninger i filmen, krævede et forarbejde, som formanden for Skuespillerforbundet, Henrik Petersen ikke mener er egnet til at blive vist offentligt.

"Ikke alle vidste hvad de gik ind til. For nogles vedkommende var de helt udvidende om at optagelserne skulle bruges til en film om filmen.

Når en skuespiller på kort tid skal nå til et følelsmæssigt højdepunkt eller klimaks, er han nødt til at forberede sig og gå ind i en proces for at nå det punkt. Og her ser vi skuespilleren som privatperson. At vise det i en film, mener jeg er, at overskride deres grænser og ret til privatliv, siger Henrik Petersen.

Men Jacob Thuesen fra Tju Bang Film forstår ikke at Henrik Petersen stadig truer med sagsanlæg.

"Jeg forstår ikke rigtigt, at denne sag i det hele taget bliver rejst nu, når jeg har besluttet, filmen ikke skal laves," siger han.

"Der ligger meget stærke personlige overvejelser bag min beslutning. Det vil ikke blive en film, som jeg gerne vil lave den. Der er grænser for hvor langt man skal gå for at vise skuespillere i arbejde og derfor vil jeg ikke lave den. Der er ingen grund til mudderkastning," siger han.

"Jeg har aldrig haft intentioner om at udstille skuespillerne under deres arbejde."

Råmaterialet til filmen om Nicolas Winding Rafns "Bleeder" blev optaget under arbejdet med filmen. De mange rå bånd, der ligger hos Tju Bang Film bliver ikke brugt.

"Hvad der sker med båndene, ved jeg ikke. Jeg tror nok, de bliver destrueret, men det er ikke op til mig," siger han.