Det har ingen gang på jord, når Det Danske Filminstitut har afvist at uddele støttekroner til en børnefilm, fordi der er farvede personer på rollelisten. Det fastslår direktøren over for Radio24syv:
- Det er fuldstændig grebet ud af den blå luft. Der er absolut ingen substans i den formulering, siger direktør Henrik Bo Nielsen.
Filminstituttet har ellers givet afslag til børnefilmen »MGP Missionen« med den begrundelse, at filmen ikke appellerer bredt nok, og »Dertil kommer, at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen«, skriver Information fredag.
Men nu beklager direktøren altså begrundelsen:
- Vi har ingen dokumentation for, at folk i provinsen ikke vil se farvede hovedpersoner, siger direktør Henrik Bo Nielsen til Radio24syv.
Jane Lykke, der er formand for foreningen Mindre og Mellemstore Biografer, kan heller ikke genkende billedet.
- Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at de lokale biografer har haft problemer med at hive folk i biografen, hvis der var farvede hovedpersoner, siger Jane Lykke til Radio24syv.
Foreningen har over 100 mindre og mellemstore biografer som medlemmer. På baggrund af sagen vil foreningen nu tage sagen op med Det Danske Filminstitut.
BNB