FILIPPINERNE: Flere hundredtusind indbyggere langs Filippinernes østkyst rådes til at søge ind i landet og væk fra lavtliggende områder. Fredag eftermiddag dansk tid rystede et kraftigt jordskælv havbunden øst for øriget, og nu frygtes det, at en tsunami er på vej.

Opfordringen kommer fra Filippinernes vulkanologiske center, der har sat landets myndigheder i alarmberedskab. Også i Indonesien og østaten Palau er der udstedt tsunami-varsel, mens et tidligere varsel i Japan, Taiwan og en række stillehavsøer, heriblandt Hawaii, nu er blevet trukket tilbage. Det skriver Reuters.

Jordskælvet, der er målt til 7,9 på Richterskalaen, havde sit epicenter i havet øst for Filippinerne, omkring 20 kilometer under havets overflade.

- Et jordskælv af denne størrelse har potentiale til at udløse en ødelæggende tsunami, der kan ramme kysterne nær epicentret inden for få minutter og fjerntliggende kyster inden for nogle timer, oplyser det amerikanske tsunami-advarselscenter ifølge CNN.

Der er endnu ingen meldinger om skader og tilskadekomne i Filippinerne. Den nærmeste kyststrækning ligger knap 100 kilometer fra epicentret.