Chris Froome får opbakning fra Alberto Contador og Mark Cavendish, efter en tilskuer kastede urin på den kenyansk-fødte brite og råbte 'doper' efter ham på lørdagens etape.

Chris Froome, der suverænt fører Tour de France inden søndagens 15. etape med tre minutter og 10 sekunder til nummer to i klassementet, Nairo Quintana, har været genstand for en masse doping-beskyldninger under dette års udgave af det franske løb.

Froome har hængt konkurrenterne gevaldigt til tørre indtil videre, og når folk som Nairo Quintana, Vincenzo Nibali og Alberto Contador har rejst sig i sadlen og accelereret, har Team Sky-rytteren fulgt med uden besvær.

På grund af cykelsportens mørke fortid med doping er sådan en præstation lig med en masse ubehalige insinueringer og beskyldninger, og det kulminerede under lørdagens etape fra Rodez til Mende, da en tilskuer tømte en kop urin over Froome og beskyldte ham for at have sprøjtet sig med ulovlige stoffer.

Men nu møder Froome opbakning fra en af sine største konkurrenter, Tinkoff-Saxo-rytteren Alberto Contador.

»Jeg skammer mig over, at nogen kan tage til Touren for at kaste urin på en rytter. (Du har) min støtte, Chris Froome,« skriver spanieren på Twitter.

Også sprinteren fra Etixx-Quickstep, Mark Cavendish, tordner mod de fans, der ikke kan opføre sig ordenligt.

»Ulækkert at høre Chris Froome fik kastet urin på sig. Jeg forstår ikke, at der stadig er personer, som ødelægger dette fantastiske cykeløb,« lyder det fra Cavendish på Twitter.

Chris Froome tog også selv kraftigt afstand til episoden efter lørdagens etape, men han understregede samtidig, at det kun er en lille gruppe af fans, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordenligt.