Det så slemt ud, da Manchester Uniteds Luke Shaw måtte bæres fra bane med et dobbelt benbrud efter mødet med PSV Eindhovens Hector Moreno. Den 20-årige United-back er formentlig ude resten af sæsonen, men han prøver at holde modet oppe. Og han får hjælp fra andre sportsstjerner på Twitter.
»Tak, allesammen, for jeres beskeder, ord kan ikke beskrive, hvor ødelagt jeg er, min vej tilbage begynder her, jeg kommer stærkere tilbage,« skriver Shaw på Twitter.
Mexicanske Hector Moreno, der med sin tackling brækkede benet på Shaw, så ud til at være tydeligt berørt af situationen på banen, og efterfølgende undskyldte han på Twitter:
»Først vil jeg gerne sende styrke til @LukeShaw23 Jeg har været gennem det før og ved, hvordan det føles. Så jeg håber på en hurtig genoptræning for dig og snart at se dig tilbage på banen. Alt godt.«
I weekenden skulle Luke Shaw have været med, når United møder hans gamle klub, Southampton. Og de har ikke glemt deres tidligere profil nede på sydkysten:
«Vi vil gerne sende vore ønsker om god bedring til @LukeShaw23 efter hans skade i kamp for MUFC i aften. Kom tilbage stærkere, Luke,« lyder det fra klubbens officielle Twitter-konto.
Og den besked rørte den skadede spiller:
»@SouthamptonFC, tak. I ved ikke, hvor meget I som klub betyder for mig, mange tak, det værdsætter jeg virkelig.
Holdkammeraten David De Gea var tilbage i målet for United, så han oplevede på nært hold, hvor slem skaden var:
»Det gør ondt at tabte, men @LukeShaw23s skade gøre mere ondt. Vi håber, at du kommer endnu stærkere tilbage!«
Og så kan spekulationerne ellers begynde, om hvornår englænderen vender tilbage. Det er tvivlsomt, om han kommer til at spille flere kampe for Manchester United i denne sæson. Redaktør på BBC Sports website, Stuart Rowson, har lavet en liste over andre højtprofilerede spillere, der har haft lignende skader, og hvor længe det tog dem at komme tilbage.
Henrik Larsson, dobbelt benbrud: 212 dage
Bryan Oviedo, dobbelt benbrud: 218 dage
Aaron Ramsey, dobbelt benburd: 252 dage
Eduardo, dobbelt benbrud: 296 dage
Og så har redaktøren plottet de mest interessante datoer i kalenderen ind i forhold til Shaws forventede genoptræning: 250 dage til FA Cup-finalen, 269 dage til EM-slutrunden begynder og 299 dage indtil EM-finalen.
Shaw får opbakning fra både nuværende kollegaer og tidligere topspillere på Twitter. En af dem er Arsenals Aaron Ramsey, der selv har gennemgået en lignende genoptræning efter et dobbelt benbrud tilbage i 2010:
»Krydser fingre for @LukeShaw23, god bedring,« skriver han.
Luke Shaws tidligere holdkammerat i Southampton, Jay Rodriguez, forsøger at opmuntre sin ven:
»@LukeShaw23 helt ødelagt på dine vegne, min ven. Forbliv positiv. Jay,« lyder den personlige hilsen.
Den tidligere Coventry, Cardiff og QPR-spiller Jay Bothroyd, der nu spiller i japanske Jubilo Iwata, sender også et opmuntrende tweet til Luke Shaw:
»Jeg har så ondt af @LukeShaw23 han har fået en fremragende start på sæsonen og så sådan et tilbageslag. Jeg er sikker på, at han kommer tilbage bedre og stærkere.«
Stephan Warnock, der nu spiller for Derby, og som tidligere har været i Liverpool, Blackburn, Aston Villa og Leeds, ved en del om, hvad hans unge kollega gennemrå.
»Det gør mig ondt for @LukeShaw23 han er i gode hænder hos Dr McNally, som hjalp mig tilbage efter tre benbrud! Håber han snart kommer tilbage!«
Den tidligere brasilianske back-stjerne Cafu sender også en hilsen til Shaw:
»Jeg ønsker Luke Shaw en meget hurtigt genoptræning efter i aften. Knus fra Cafu.«
Tennisstjernen Andy Murray holder med Edinburgh-holdet Hibernian, men han har også en hilsen til Shaw:
»Håber Luke Shaw kommer tilbage hurtigt og ved fuld styrke... hader at se unge atleter blive skadet på den måde«
Også Niall Horan fra boybandet One Direction er klar med et ønske om god bedring:
»@LukeShaw23 Håber du er ok, min ven... håber du bliver helt rask, kammerat!«