Amerikanske Kayla Eby fra Oregon, USA, sendte forleden sin mand en sms, der gjorde ham mere end almindeligt bekymret.

I beskeden fortalte Kayla Eby, hvordan hun havde fundet en sød, lille hund udenfor. Hunden havde ikke halsbånd på og virkede samtidig skræmt - derfor havde Kayla Eby besluttet at tage den med indenfor, hvorefter hun skrev til sin mand, Justin. I beskeden vedhæftede hun et billede af hunden på sofaen sammen med parrets lille søn.

Justin var dog ikke helt så begejstret for situationen, som Kayla Eby. Billedet forestillede nemlig ikke en sød, lille hund, som Kayla Eby havde beskrevet - men i virkeligheden en prærieulv.

Billedet fik straks Justin til at sende en noget chokeret besked tilbage.

'DET ER IKKE EN FUCKING HUND BABY. TAG DIN TELEFON. Det er en fucking prærieulv,' skrev Justin chokeret til sin kæreste.

Men Kayla Eby gav sig ikke.

'Babe... Jeg tror jeg kan kende en hund, når jeg ser en', svarede hun påståeligt tilbage.

Og det var der en godt grund til.

Kayla Eby vidste nemlig så udmærket, at billedet forestillede en prærieulv og ikke en hundehvalp, for i virkeligheden var der slet ikke noget dyr i parrets stue. I virkeligheden havde Kayla Eby bare photoshoppet et billede af en prærieulv ind på et billede af deres søn på sofaen - alt sammen for at narre sin intetanende mand Justin.

Selvom han var tydeligt oprevet ved tanken om, at hans kone havde tage en prærieulv med indenfor i deres hjem, fortsatte Kayla Eby dog ufortrødent sit udspekulerede fupnummer.

'Babe. Du sagde vi kunne snakke om at få en hund til jul og så gjorde vi det aldrig... det er skæbnen', skrev Kayla Eby.

En besked, der blot gjorde Justin endnu mere oprevet:

'DET ER IKKE EN HUND'.

'FORSTÅR DU SERIØST IKKE DET HER!? TROR DU VIRKELIG DET ER EN HUND? (...) DET ER ÅBENLYST EN PRÆRIEULV', skrev Justin chokeret - stadig intetanende om, at hans kone i virkeligheden snød ham.

Selvom det hele blot var en joke fra Kaylas side, forstår man måske godt, at Justin bed på. Kayla havde nemlig en gang tidligere taget fire ildere med hjem, minder Justin hende om.

Alligevel lader Kayla Eby sin mand stege længe, mens hun fastholder, at hun altså vil beholde 'den søde hund'.

Til sidst beslutter Kayla Eby dog, at hun har ladet Justin lide længe nok, og hun kryber derfor til korset.

'Baby... der er ikke nogen prærieulv', forklarede hun kort.

På dette tidspunkt var Justin dog allerede så oprevet, at han ikke bare sådan tog beskeden for gode varer.

'JO BABE. DET ER DER. JEG ER KED AF DU VIL HAVE DET TIL AT VÆRE EN HUND MEN DET GØR DET IKKE TIL EN. SØG PÅ BILLEDER AF PRÆRIEULVE BABY DET ER HVAD DET ER,' lød det fra Justin - som tydeligvis stadig er utryg ved situationen.

Derfor må Kayla Eby være fuldkommen specifik.

'Nej babe... Jeg ved det er en prærieulv... Jeg mener... Den var her aldrig. Eller i huset. Eller på vores sofa...'

'Det var photoshop', afslører Kayla - med et prompte svar fra Justin til følge.

'JEG FUCKING HADER DIG'.

Kayla Eby har efterfølgende lagt parrets lange sms-korrespondance ud på Facebook, og hendes photoshop-spøg er indtil videre blevet delt mere end 412.000 gange, ligesom flere internationale medier som Daily Mail og US Today har beskrevet hendes vellykkede forsøg på at snyde sin mand.

Søndag har Kayla Eby delt opslag på Facebook, hvor hun beskriver en samtale mellem hende selv og Justin. Her står det klart, at Kayla, siden hendes lille sms-joke er gået viralt, er blevet beskyldt for at være en decideret skør og stærkt manipulerende kæreste. Kayla Eby tager dog de mange henvendelser med ophøjet ro.

'Tak til alle jer 'forholdseksperter' derude på Facebook, som har fortalt mig, at jeg er i et verbalt voldeligt forhold, eller at jeg er heldig, at nogen mand gider være sammen med mit skøre jeg,' skriver Kayla Eby blandt andet.

Herunder kan du se den fulde sms-korrespondance mellem Kayla Eby og hendes mand Justin.