Der stod "ren pilsner" på flasken, men det viste sig at være ætsende lud.

Med smertefulde ætsninger i spiserøret og mavesækken ligger en 65-årig mand nu indlagt på Rigshospitalet.

Mandag aften ville han som så ofte før drikke sig en "13éer" fra Irma, men næppe havde han sunket den første tår, før han måtte søge akut hjælp på skadestuen på Frederiksberg Hospital.

Fra skadestuen på Frederiksberg blev der med det samme mandag aften slået alarm til fødevaremyndighederne, og allerede i går morges besluttede Irma at trække alle "13èer"-øl tilbage fra hylderne. Det drejer sig om op imod 60.000 flasker.

Samtidig blev den 65-årige mand overført til Rigshospitalets øre-næse-hals-afdeling. Han er ikke i livsfare.

Både Irma og Fødevareregion København anbefaler, at man ikke drikker en "13éer" fra Irma, hvis flaskens bagetiket er mærket med holdbarhedskoden 30DEC00A8N. I stedet opfordres forbrugerne til at returnere dem.

Det pågældende flaske-parti omfatter 245.000 flasker, der er tappet på Carlsbergs anlæg i Valby natten mellem 3. og 4. april i år.

På Carlsberg gennemgik man i går samtlige oplysninger om den pågældende produktion uden at kunne finde tegn på tapnins-problemer. Samtidig stoppede man alle tappekolonner i København og Fredericia for at gennemføre en ekstraordinær kontrol af vaske- og flaskeinspektionsmaskiner.

"Vores foreløbige formodning er, at en flaske kan være blevet stoppet med eksempelvis et stykke plastic, så rensevæsken ikke har kunnet løbe ud, når maskinen vender dem på hovedet," siger Carlsbergs informationschef Margrethe Skov.

Hvis man kommer til at drikke en ætsende øl, skal man ikke forsøge at fremkalde en opkastning, da man så risikerer at ætse spiserøret endnu en gang. I stedet skal man drikke lidt mælk eller vand og søge læge med det samme.